Nyheder

EU begrænser Googles overvågning

Google overvåger dig - men i mindre grad fremover. Datatilsynene i EU's 27 medlemslande skærper nemlig kravene til søgemaskiner som Google og MSN, skriver politiken.dk.

I dag sletter søgemaskinerne Google og MSN først oplysninger om internet-brugeres søgeadfærd efter 18 måneder, mens Yahoo gør det efter 13.

Men 'Artikel 29-arbejdsgruppen' under EU-kommissionen konkluderer, at søge-maskinerne blot må opbevare oplysnin-gerne i seks måneder. I længere tid kræver det en særlig god grund.

Sådan lyder det i en frigivet version af rapporten, skriver politiken.dk.

"De seks måneder skal opfattes som en tommelfingerregel til søgemaskinerne. Der kan dog være situationer, hvor de enkelte lande stiller krav om en kortere opbevaringstid. Men det er også vigtigt at fremhæve, at der for borgerne vil komme en større grad af gennemsigtighed"," siger kontorchef i Datatilsynet Lena Andersen til politiken.dk.

Når søgemaskinerne beholder de detaljerede oplysninger om surferes adfærd, sker det blandt andet for at kunne målrette markedsføring mod brugerne.

Google nedsatte for et år siden opbevaringstiden for søgeresultater fra 24 til 18 måneder. Men i en udtalelse forsvarer internetgiganten sin praksis på området.

"Vi mener, at reglerne for opbevarelse af data bør tilgodese behovet for at give et kvalitetsprodukt og en god service til brugerne, herunder sikre præcise søgeresultater, sikkerhed og integritet", lyder det i en udtalelse fra Peter Fleischer, Googles chef for forbrugersikkerhed, skriver politiken.dk.