Nyheder

Rygetrangen nedarves genetisk

Kan du ikke lægge cigaretterne på hylden, så er det nok ikke en last, du har fra fremmede. Ifølge Live Science har tre sideløbende forskningsstudier nu fundet frem til det gen, der gør dig afhængig af røgen, og som forøger risikoen for at udvikle lungekræft, skriver Metroxpress.dk.

35.000 personer i USA, Canada og Euro-pa har deltaget i forsøget, der dog ikke har skabt enighed blandt forskere om, hvorvidt genet også er direkte skyld i lungekræft, eller om sygdommen skyldes de mange ekstra cigaretter rygergenet får dig til at ryge.

"Det er et slags dobbelt forbandet gen. Det øger både sandsynligheden for at blive afhængig af rygning og forringer dine chancer for at stoppe igen," siger Christopher Amos fra M.D. Anderson Cancer Center i Houston, der har været forfatter på et af de tre studier.

Større risiko for kræft

Det er heller ikke ligegyldigt, om du arver genet fra en eller begge dine forældre. Rygere, der har arvet det fra to forældre, ryger gennemsnitlig to cigaretter mere om dagen end rygere uden genet. Risikoen for at udvikle lungekræft er 70-80 procent højere, end hvis man ikke har genet.

Har man kun arvet genet et sted fra, ryger man gennemsnitlig kun en cigaret mere om dagen, og risikoen for lungekræft bliver "kun" forøget med en tredjedel.

Man skal dog ikke tro, at man er i sikkerhed, hvis man ikke har rygergenet. Alle rygere er nemlig generelt 14 procent mere udsatte for at udvikle lungekræft end ikke-rygere.