Nyheder

Mere ætanol kan ødelægge biler

En stor del af de danske biler kan ikke tåle biobenzin i de mængder, som vil blive solgt på tankstationerne om to år, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren. På det tidspunkt skal Danmark opfylde EU's og egne krav om biobrændstoffer i transportsektoren,

For at nå målet skal der tilsættes 8,5 procent bioætanol til benzinen, og ifølge det tyske blad AutoBild vil bilmærker som Hyundai, Nissan og Opel ikke acceptere mere end de nu tilladte fem procent. Mazda, Renault og Skoda vil kun love, at deres nyere biler kan klare mere bioætanol.

Bekymring hos FDM

Hos FDM er man bekymret for, hvordan bilejerne bliver stillet i 2010.

"For os gælder det om at sørge for, at en masse bilister ikke får ødelagt deres biler ved at tanke benzin med for højt indhold af biobrændstoffer," siger chefkonsulent Torben Michael Kudsk fra FDM.

Alkoholen i bioætanol risikerer at tære på slanger, pakninger og på motorblokken. Også biodiesel kan være et problem. Her frygter motorfabrikanterne, at dieselmotorernes indsprøjtningssystem ikke kan holde, skriver bladet.

Svært at nå miljømål

I Energistyrelsen erkender chefkonsulent Peter Trier, at man ikke uden videre kan forøge indholdet af biobrændstof i benzin og diesel. Han henviser til, at Danmark afventer udfaldet af diskussion i EU, før man tager stilling til, hvad man skal gøre ved problemet. EU-Kommissionen har foreslået, at man kan løse problemet ved at etablere flere standere på tankstationerne.

Én med fem procent biobrændstof og én med ti procent iblanding til de nye biler. Men flere eksperter tvivler på, om man kan nå miljømålene, fordi mange bilister vil vælge den mere sikre blanding på fem procent.