Nyheder

Gletsjere smelter rekordhurtigt

Data fra omkring 30 udvalgte gletsjere i ni bjergkæder, som er blevet overvåget siden 1980, viser, at den gennemsnitlige afsmeltning er fordoblet fra 2004-2005 til 2005-2006. Oplysningerne kommer fra World Glacier Monitoring Service (WGMS), et center under universitetet i Zürich, som støttes af FN's Miljøprogram, UNEP.

"De seneste tal er en del af, hvad der synes at være en accelererende tendens, uden at der er nogen åbenlys afslutning i sigte," siger professor, dr. Wilfried Haeberli, direktør for WGMS, i en pressemeddelelse.

De 30 gletsjere befinder sig på Antarktis (Sydpolen), i Asien, Europa, Nordamerika, Latinamerika og i Stillehavsregionen.

Værst i Sverige og Norge

En af de gletsjere, som er skrumpet mest dramatisk, er Breidalblikk-bræen i Norge, der er blevet omkring 3,1 meter tyndere i løbet af 2006, mens den i 2005 "kun" mistede 30 centimeter i tykkelse.

Storglaciaren i Sverige svandt med 1,8 meter i 2006 mod 8 centimeter året før. Også gletsjere i Østrig, Schweiz, Frankrig, Italien og Spanien bliver hurtigt mindre.

Påvirker mange mennesker

Situationen i Himalaya er meget alvorlig, understreger UNEP. Mange af regionens højtliggende gletsjere kan med den nuværende globale opvarmning være borte i løbet af et par årtier.

"En halv milliard mennesker i Himalaya-Hindu-Kush-regionen og en kvart milliard mennesker nedenstrøms, som er afhængige af smeltevand fra gletsjere, vil blive alvorligt berørt, lyder det fra UNEP.

Såvel Ganges som Indus, Brahmaputra og andre store floder, der gennemløber det nordindiske sletteland, kan i nær fremtid ende med kun at være vandfyldte en del af året som en konsekvens af klimaforandringerne. Det vil forværre fattigdommen og påvirke den økonomiske udvikling i regionen.

Ingen tid at spilde frem mod 2009

UNEP's direktør, Achim Steiner, siger i en kommentar til de nye tal, at der ikke er nogen tid at spilde med at indgå en ny international klimaaftale i København i 2009.

"Milliarder af mennesker er direkte eller indirekte afhængige af disse naturlige vandlagre til drikkevand, landbrug, industri og energiproduktion gennem store dele af året," siger Achim Steiner.

Kun én af de overvågede gletsjere er i perioden blevet tykkere, nemlig Echaurren Norte i Chile. Et par andre - i Bolivia, Canada, USA og Indien - smeltede langsommere i 2006 end året inden.