Nyheder

Aftale om vaccine trækker ud

Alle partier er enige om at tilbyde vaccine mod livmorhalskræft. Men de er uenige om, hvordan det skal betales.

Det erkender sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (V), som i dag drøftede sagen med partierne i Folketinget. Re-geringen vil beskære medicintilskuddet for at betale udgifterne til vaccinen, men det vil S og D F ikke være med til.

"Det står klart, at alle vil indføre HPV-vaccinen, meningitis-vaccinen og NAT-screening af donorblod. Men vi skal finde finansieringen," siger sundhedsministeren

HPV-vaccinen indgår i forhandlingerne om finansloven. Vaccinen vurderes at kunne redde 100 kvinders liv om året, og regeringen har foreslået, at HPV-vaccinen fra 2009 indgår i programmet for børnevaccinationer.

Dansk Folkeparti mener imidlertid, at 15-årige piger skal vaccineres allerede i år. Desuden bør piger fra 16 til 20 år få statstilskud, så de kan købe vaccinen, mener partiet.

Hverken DF eller S vil være med til at beskære medicintilskuddet for at betale HPV-vaccinen.

"Vi finder det uacceptabelt, at de syge skal betale de raskes vaccination," siger sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen (S) til Politiken.

Fakta om kræftvaccinen:

  • Omkring 400 danske kvinder får hvert år konstateret livmorhalskræft. Omkring 175 dør af sygdommen.
  • Halvdelen af de kvinder, der får konstateret livmorhalskræft, er under 45 år.
  • Livmorhalskræft skyldes en virusinfektion med Human papillomavirus virus (HPV).
  • Omkring 5000 danske kvinder bliver hvert år behandlet med et keglesnit for svære celleforandringer, der er et forstadie til livmorhalskræft.
  • Den eneste mulighed for behandling af livmorhalskræft er operation og kemoterapi.