Nyheder

Appel: Kronprinsen bør droppe OL

Kronprins Frederik opfordres til at blive væk fra åbningsceremonien ved De Olympiske Lege i Beijing i Kina til august.

Opfordringen kommer fra den danske støttekomité for Tibet, efter at den britiske prins Charles har meddelt, at han agter at holde sig helt væk fra OL til sommer.

Komitéens søsterorganisation Free Tibet sendte en opfordring pr. brev til den britiske tronfølger, der nu har lovet at blive væk fra åbnings-ceremonien den 8. august.

SF og S bifalder ideen om en dansk protest

"Vi har en regering, der hele tiden snakker om, at den kæmper for menneskerettighederne og demokrati i hele verden - den har ikke sagt et kvidder om menneskerettighederne i Kina, og derfor synes jeg, det var en god idé, hvis kronprinsen i stedet for signalerede protesten ved at blive væk fra åbningen," siger SF's idrætsordfører Pernille Frahm til TV 2 NYHEDERNE.

"Jamen jeg synes, det er fint, at man opfordrer til at Danmark markerer, at der er alvorlige menneskerettighedsproblemer i Kina, og at man ikke blot accepterer Kinas holdning til Tibet," siger Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen.

Regeringspartiet Venstre vil ikke blande politik og idræt sammen, siger idrætsordfører Troels Christensen.

Frederik: Ja, jeg tager til OL

I forbindelse med dagens modtagelse af det danske herrehåndboldhold, som ved EM-sejren kvalificerede sig til at deltage ved OL, blev kronprins Frederik spurgt, om han skal med til OL, hvilket han svarede bekræftende på.