Nyheder

P-piller har reddet 100.000 liv

Kvinder er beskyttet mod kræft i ægge-stokkene i årtier efter at være holdt op med at bruge P-piller. Ifølge britiske forskere har tusindvis af kvinder reddet livet på grund af præventions-pillen, og de foreslår nu, at P-piller gøres til håndkøbsmedicin. Det skriver berlingske.dk.

P-piller menes at have sparet 100.000 liv i de 50 år, de har været tilgænge-lige som præventionsmiddel. Og frem-over kan pillerne spare op til 30.000 liv om året på verdensplan, skriver forskerne fra Oxford University i The Lancet.

Forskerne bygger deres konklusioner på en undersøgelse af 45 kræftstudier fra 21 lande verden over, der omfatter i alt 110.560 kvinder. 23.257 af kvinderne har udviklet kræft i æggestokkene, og de er sammenlignet med en gruppe på 87.303 raske kvinder, skriver berlingske.dk.

I gruppen med kræft var der 31 procent af kvinderne, som havde brugt P-piller. I gruppen uden kræft var det 37 procent. I begge grupper havde kvinderne på P-piller brugt dem i gennemsnit i lige under 5 år.

Forebyggelse vokser over tid

Jo, længere tid, kvinderne havde brugt P-piller, jo mere faldt deres risiko for kræft i æggestokkene.

10 års brug af P-piller estimeres at skære en tredjedel af risikoen for at få kræft i æggestokkene inden man fylder 75. Så i stedet for at 12 kvinder ud af hver 1000 udvikler æggestokkekræft, vil kun otte blive syge, hvis de bruger P-piller.

Den beskyttende virkning holder sig i mindst 30 år efter at kvinden er holdt op med at bruge P-piller. Virkningen falder dog over årene og er omtrent halveret efter 10 år.

"Det er den første medicin, vi kender til, som kan reducere risikoen for kræft i æggestokkene. Ikke alene kan vi undgå uønskede graviditeter. At vi kan redde tusindvis af kvinders liv om året er virkelig bemærkelsesværdigt," siger Valerie Beral fra Cancer Research UK Epidemiology Unit på Oxford. Beral har ledet undersøgelsen, der er udført for den britiske sundhedsstyrelse og Cancer Research UK.

Æggestokkene rammes hyppigst

Kræft i æggestokkene er en af de hyppigste kræftformer for kvinder, og fordi den ofte opdages meget sent, er overlevelseschancerne kun ringe. Det er især ældre kvinder, der rammes af æggestokkekræft. I gennemsnit var kvinderne i undersøgelse 56 år, da de fik konstateret sygdommen, skriver berlingske.dk.

P-piller giver en øget risiko for brystkræft og livmoderhalskræft, som dog langt fra opvejer den gavnlige effekt på æggestokkekræften. Der er især hos ældre P-pillebrugere desuden en øget risiko for blodpropper, migræne og forhøjet blodtryk. Disse risici falder dog hurtigt, når kvinden holder op med at tage P-piller, og de er blevet betydeligt reduceret i nye generationer af P-piller.

The Lancet skriver i sin leder i dette nummer, at beviserne for P-pillernes effekt som kræftforebygger nu er så overbevisende, at pillerne burde gøres tilgængelig som håndkøbsmedicin. Ikke kun på grund af den gavnlige effekt på kræftdødsfaldene, men også for at undgå uønskede graviditeter, som foruden de sociale følger udgør en væsentlig sundhedsrisiko, også i udviklede lande.