Nyheder

Bond for 22. gang - nu med titel

Den britiske superspion James Bond dukker atter op på det hvide lærred den 7. november, når film nummer 22 i rækken af agentens eventyr får premiere.

Som i "Casino Royale" fra 2006 er det også Daniel Craig, der spiller hovedrollen i den kommende film, hvis titel i dag blev afsløret ved Pinewood Studios nær London. Her begyndte optagelserne tidligere på måneden.

Filmen hedder "Quantum of Solace", der betyder noget i retning af "En dosis trøst".

Dansk skuespiller måske med

I "Casino Royale" var Mads Mikkelsen og Jesper Christensen med på forbryderlisten, og det siges, at Jesper Christensen også dukker op i den kommende film som mr. White, der i slutningen af forrige film blev skudt i benet af James Bond.

De første detaljer om den kommende film siger, at 007 denne gang er oppe imod Dominic Greene, der er med i en mystisk organisation og er en hensynsløs forretningsmand, som prøver at kontrollere enorme naturressourcer.