Nyheder

James Bond - nu med mørke kolleger

"Khan. Abdullah Khan". Sådan vil de britiske efterretningstjenester gerne have, at flere af deres spioner kan præsentere sig i fremtiden.

Der er nemlig behov for flere agenter af asiatisk oprindelse for at kunne sikre nationens sikkerhed, og derfor har BBC fået adgang til tre britiske agenter med asiatiske rødder fra MI5 og MI6.

Det er de to efterretningstjenester for henholdsvis indenrigs- og udenrigsefterretninger.

De eksklusive interviews blev optaget i MI5's London-hovedkvarter, hvilket var første gang i organisationens 98-årige historie.

Også chefen for rekruttering i MI6 lod sig interviewe.

"Vi har brug for folk til at sætte ind i en række situationer rundt omkring i verden. Folk, der har en anderledes etnicitet, kan ofte gå steder hen, gøre ting og møde mennesker, som folk med en hvid baggrund ikke kan," sagde Mark, hvis efternavn ikke blev oplyst, til BBC.

Brug for forskellighed

Men der er også brug for større forskellighed i Englands indenrigstjeneste. MI5 har et mål om at forøge dets nuværende personale fra 3000 til 4000 inden 2011 for at hjælpe med at følge de 2000 personer i landet, der bliver betragtet som en trussel mod den nationale sikkerhed.

Fakta om de britiske efterretningstjenester MI5 og MI6:

MI5:

*Indenrigs--efterretningstjenesten

*Stiftet i 1909

*Baseret i London

*Har 3000 ansatte

MI6:

*Hedder SIS (Secret Intelligence Service), men er i offentligheden hovedsagligt kendt som MI6

*Er udenrigs--efterretningstjenesten

*Antal ansatte hemmeligt

*Ligesom MI5 er MI6 fra 1909

*Arbejdsplads for roman- og filmhelten James Bond

Kilder: http://www.mi5.gov.uk/ og http://www.sis.gov.uk/

Og de to MI5-agenter af anden etnisk herkomst, BBC interviewede, afviste anklagen fra muslimske grupper, der har beskyldt myndighederne for at være særligt hårdhændede over for muslimer og sagt, at de bliver betragtet som potentielle terrorister på grund af deres udseende.

"Hvis du kigger på det store billede, så vil du indse, at det ikke handler om at spionere mod sit eget samfund, at svigte sit samfund eller noget i den stil. Det handler om at beskytte folk som dig selv - og andre derude - mod trusler, og det kan være en række forskellige trusler," sagde en mandlig MI5-agent, der blev præsenteret som Shazad.

Den kvindelige kollega forklarede sin motivation for at arbejde i nationens interesse således:

"Dette er det land, der har budt min familie velkommen. Jeg er født her, opvokset her. Det er mit land. Jeg vil bare arbejde så hårdt, jeg kan, for at sikre, at det er sikkert for mit - jeg ville sige samfund - men jeg mener mit land," sagde en kvindelig agent, der blev identificeret som Jayshree.

Hvorvidt det er påkrævet for agenter i tjenesterne at drikke vodka martinier i arbejdstiden, meldte interviewene intet om.