Nyheder

Fire store byer slukker lyset

Kommunalpolitikerne i København, Århus, Odense og Aalborg har besluttet at opfordre borgere og virksomheder til at slukke lyset i en time den 29. marts næste år fra kl. 20.

Dermed har WWF Verdensnaturfondens og Trygfondens kampagne "Sluk lyset, Danmark" for alvor fået vind i sejlene. Kampagnen skal sende et signal om, at danskerne anser klimaproblemerne for alvorlige,. I København besluttede Borgerrepræsen-tationen i sidste uge at bakke op for at være en troværdig værtsby for klimatopmødet i 2009.

I Århus støtter borgmester Nicolai Wammen (S) varmt kampagnen og opfordrer sine borgere til at slukke lyset i en time. Også Odenses borgmester, Jan Boye (K), og Aalborgs Henning G. Jensen (S) bakker op for at vise, at deres byer tager klimaproblemerne alvorligt.

Inspiration fra Australien

"Jeg håber, at københavnerne og de københavnske virksomheder vil være med til at give byen et blackout og gøre den til en af klodens mørkeste pletter den dag," siger Ritt Bjerregaard (S).

Også i andre storbyer verden over vil lyset blive slukket den 29. marts. Det er WWF's internationale netværk, der står bag den globale begivenhed kaldet Earth Hour. Den fandt sted første gang i Sydney i Australien i januar i år. Her slukkede 57 procent af byens indbyggere lyset, og energiforbruget faldt med 10 procent.