Nyheder

USA: Hver 9. har prøvet at sulte

Over 35,5 mio mennesker i USA måtte i 2006 slide for at få enderne til at mø-des og havde i perioder ikke råd til at købe mad, viser en opgørelse fra det amerikanske landbrugsministerium.

Det svarer til mere end hver niende indbygger. Tallet er stort set uændret i forhold til 2005, hvor 35,1 mio. sagde, at de ikke havde penge til at købe mad i kortere eller længere perioder. Landbrugsministeriet bemærker, at kurven er knækket i forhold til de fem forudgående år, hvor antallet har været stigende.

"Det er opmuntrende, men vi ved godt, at vi har et stort arbejde for os," sagde Kate Houston, der er departementschef i ministeriet.

"Ingen i Amerika skal sulte," sagde Houston.

Ifølge opgørelsen havde 11,1 millioner amerikanere så store problemer med at skaffe tilstrækkeligt med mad sidste år, at et voksent familiemedlem ind imellem gik en hel dag uden at spise noget, fordi familien ikke havde råd til det.

Enlige mødre og deres børn er blandt de mest udsatte, viser undersøgelsen. Omkring hver tredje enlige mor - 30,4 procent - havde ikke mad nok i perioder af 2006. Også i afroamerikanske og spansktalende familier var der personer, der måtte gå sultne i seng, henholdsvis i 21,8 og 19,5 procent af de adspurgte familier.

Af de 35,5 millioner mennesker i de udsatte familier, som havde svært ved at skaffe mad på bordet, var omkring hver tredje - 12,6 millioner - børn.

Statistikken inkluderer ikke USA's hjemløse, men kun de personer, der har tag over hovedet.

Jim Weill, som er leder af hjælpeorganisationen Food Research and Action Center, udtrykte dyb bekymring over rapporten. Han frygter, at tallene for 2007 vil være endnu mere dramatiske, og peger på stigende fødevarepriser og generel ulighed i samfundet som en årsag.

"Vi må gøre mere for at sikre, at husholdningerne har adgang til sund mad ved at forbedre og udvide hjælpeprogrammerne," sagde Jim Weill.