Nyheder

Blokade breder sig til Helsingør

En gruppe vrede chaufførers blokader bredte sig i dag eftermiddag til havnen i Helsingør. Her spærrede lastvogne for godstrafik til de to rederier Scandlines og HH Ferries.

"Det foregår stille og fredeligt, og vi har en god dialog med dem," lyder det fra Nordsjællands Politi om situationen. De aktionerende har sagt, at blokaden vil stå på "indtil videre".

Politiet havde til eftermiddag ikke opgjort antallet af lastvogne, som spærrede for andre lastvogne, der skulle med færgerne til Sverige.

Utallige opfordringer fra såvel justitsminister Lene Espersen (K), arbejdsgivere og fagforeninger om omgående at stoppe ulovlige blokader af havne og grænseovergange har tilsyneladende prellet af på den selvbestaltede gruppe af lastbilchauffører.

Chaufførerne planlægger ifølge TV 2's oplysninger også, at lukke grænseovergange ved Padborg, færgelejerne i Rødby og Øresundsforbindelsen. Chaufførerne skulle råde over 200 lastbiler til formålet.