Nyheder

Qvortrup har købt sort arbejde

Chefredaktør Henrik Qvortrup, der i torsdagens udgave af Se&Hør beskylder Ny Alliances stifter Naser Khader for at benytte sort arbejdskraft til en byggeopgave i haven, har selv brugt sort arbejde i hjemmet.

Det siger Qvortrup til Politiken.dk:

"Jeg har betjent mig af sort rengøring ind i mellem. Men der jo den væsentlige forskel, at jeg jo ikke aspirerer til at blive minister eller politiker eller noget, der bare minder om det," siger han.

Dermed afviser han, at han skulle befinde sig i den samme kattepine, som han har bragt Naser Khader i.

For ifølge Qvortrup er det langt værre, at Khader bruger sort arbejde - det siger noget om partilederens politiske dømmekraft.

"Jeg skriver i min leder, at jeg skal ikke være den, der siger, at Khader med åbne øjne har sagt: 'Kom og lav sort arbejde på min bopæl' - så dum er han vel trods alt ikke. Men jeg påpeger, at man kan med rette forvente, at en mand, der skal indtage en indflydelsesrig position i dansk politik - måske endda en ministerpost - tænker sig om, når han hyrer håndværkere til sit hjem."

Han langer også ud efter Khaders valg af håndværker, nemlig Michael Jeppesen, der skriver Ekstra Bladets bagsider, men som også driver et håndværker firma.