Nyheder

Khader: Overvejer sag mod Qvortrup

Ny Alliances leder, Naser Khader, overvejer en injuriesag mod ugebladet Se og Hør, som han anklager for at bringe en urigtig historie om, at han har fået lavet sort arbejde.

"Han (Se og Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, red.) skal komme til at bevise, at jeg har fået lavet sort arbejde," siger Naser Khader.

Se og Hør skriver således i bladet, som udkommer torsdag, at Naser Khader har fået udført sort arbejde for 80.000 kroner i forbindelse med bygningen af et hegn og en port.

Bladet citerer en af håndværkerne for, at de var på sygedagpenge, mens de udførte arbejdet i slutningen af august og begyndelsen af september. Og at pengene blev udbetalt kontant og i tusindkronesedler.

Den anonyme håndværker fortæller samtidig, at Naser Khader og hans hustru, vidste, at det var sort arbejde.

Håndværkerne var hyret af Michael Jeppesen, som - ud over at være bagsideskribent på Ekstra Bladet - driver en stribe udlejningsejendomme og firmaet De Hellige Håndværkere.

I et interview med TV 2 News siger Khader blandt andet:

"Henrik Qvortrup har et troværdighedsproblem. Han har ikke dokumenteret noget som helst, og jeg har beviser på, at alt er i orden. Jeg synes, han er et svin," siger en rasende Naser Khader.

Den formulering mener nyhedernes politiske kommentater Peter Lautrup-Larsen ikke er til gavn for Khader.

"Når der bliver kastet snavs på én, skal man bruge pletrens. Jeg mener, at man skal bevare roen og omtanken og lægge factd på bordet. Man skal prøve ikke at lade temperamentet løbe af med sig," siger han.