Nyheder

Khader tavs om Larrain

Ny Alliances leder, Naser Khader, vil ikke kommentere mundhuggeriet med den nye konservative folketingskandidat, Paula Larrain. En central kilde i Ny Alliance har ellers sagt til B.T., at Paula Larrain blev afvist som NA-kandidat, fordi hun blev set som "politisk uberegnelig". Den tidligere studievært på TV-Avisen og senere danser i tv-programmet "Vild med Dans," fastholder, at det var hende, der sagde nej til Naser Khader.

"Jeg vil hverken be- eller afkræfte det," siger Naser Khader om sagen til Ritzau.

Paula Larrain kalder Ny Alliances udmeldinger for "urimeligt og groft".

Naser Khader nøjes med at ønske hende held og lykke i valgkampen. "Hun er en sød pige. Jeg ønsker hende alt muligt held og lykke," siger Naser Khader.