Nyheder

CD glipper måske folketingsvalg

Der er lang vej for CD. CD kommer efter al sandsynlighed ikke med på stemmesedlen til folketingsvalget den 13. november. Partiet tror i hvert fald ikke selv på, at det kan nå at samle tilstrækkeligt med underskrifter til, at Indenrigsministeriet kan godkende partiet til at stille op.

"Vi tror ikke på det selv," siger CD's partisekretær, Winnie Larsen, til. Partier, der ønsker at stille op til folketingsvalget, skal ifølge loven indlevere omtrent 20.000 godkendte underskrifter til Indenrigsministeriet senest "femtendedagen før valgdagen".

Det betyder, at Centrum-Demokraterne skal aflevere sine underskrifter senest mandag den 29. oktober klokken 12. Og det kan vise sig at være for tidligt for Louise Freverts parti.

Onsdag havde partiet indsamlet cirka 19.000 underskrifter. Men partiet vurderer, at det skal have samlet omkring 22.000 underskrifter, da der kan være fejl på flere af dem.

Godkendelsen af underskrifter er en omstændig proces. Først skal borgerne placere deres underskrift, dernæst skal kommunen godkende underskriften. Den proces kan tage flere dage. Derfor tror Centrum-Demokraterne ikke meget på chancerne for at blive godkendt til efterårsvalget.

"Vi slår ikke helt ud med armene endnu, men vi tror ikke på, at det holder," siger partisekretær Winnie Larsen.