Nyheder

Højtuddannede udlændinge gør rent

Regeringen bruger millioner på at til-trække højtuddannet udenlandsk arbejds-kraft, skriver Ekstra Bladet.

Men ifølge avisen er de pakistanske læger og de indiske ingeniører her allerede - de kører taxi og tømmer papirkurve.

Mindst 323 højtudannede indvandrere fra lande uden for EU kører bus, taxi eller gør rent i Danmark.

Det opsigtsvækkende tal er endda lavt sat og er det senest opgjorte fra januar 2006. Sandsynligvis er det reelle tal væsentligt højere end 323, oplyser Danmarks Statistik, som har lavet en såkaldt særkørsel for Ekstra Bladet.

På hospitalerne mangler man hænder som aldrig før og har svært ved at se logikken i, at en højtuddannet læge spilder sin uddannelse bag rattet i en bus.

På sygehusene i Holstebro og Herning har man for eksempel rigtig gode erfaringer med polske læger.

Hospitalsdirektør Per Østergaard Jensen er overbevist om, at man bør satse hårdt på de udenlandske læger, som allerede er i Danmark.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Jens Christian Lund er enig:

"Jeg er rystet, når jeg kører i taxi i København og via chaufførerne hører de mange historier om ingeniører, læger og sygeplejersker, der kører taxi eller gør rent, fordi vores system er så langsommeligt og i nogle tilfælde direkte fremmedfjendsk," siger Jens Christian Lund.

Det har ikke været muligt for avisen at træffe beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) for en kommentar.