Nyheder

Irakere siger ja til at vende hjem

De første af ca. 150 afviste asylansøgere fra Nordirak står klar til at forlade Danmark. Efter et informationsmøde i asylcentret Sandholm torsdag har syv irakere skrevet sig på listen over dem, der vil rejse frivilligt hjem. Med sig i kufferten får de ca. 55.000 kroner.

"I starten var der stor skepsis blandt irakerne, men det endte med, at syv unge, enlige mænd meldte sig. De skal rejse i løbet af en måned," siger Irak-koordinator Villo Sigurdsson fra hjælpeorganisationen Care4You, som skal hjælpe irakerne i gang.

Irakerne kan vælge mellem to forskellige kontrakter. Den ene indeholder et tilbud om opkvalificering i form af uddannelse og praktik i 6-9 måneder i Danmark og derefter tre måneders opfølgning i Irak.

Derudover følger et økonomisk bidrag på 41.000 kroner plus 15.000 kroner per barn. Irakerne kan også vælge kun at tage imod pengene. Gør de det, skal de forlade Danmark inden for en måned. Og de kan ikke fortryde. Kontrakterne er resultat af en aftale fra maj mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

"Men succesen er først hjemme om fire-seks måneder, når det bliver helt konkret, hvad de skal lave, og hvor de skal bo, når de kommer hjem. Hvis de ting ikke falder på plads, er der ikke flere, der vil rejse," siger Villo Sigurdsson.

Mange af de unge irakere i de danske asylcentre har ingen uddannelse at trække på, når de kommer hjem. Flere af dem var seks-syv år, da de flygtede fra Irak. De har således ikke rigtig gået i skole i hjemlandet, og i Danmark har de ikke haft mulighed for at uddanne sig.

Om to uger holdes et lignende informationsmøde hos de afviste irakere i asylcentret Avnstrup.