Nyheder

Louise Frevert går til CD

Folketingsmedlem Louise Frevert, der indtil i dag var løsgænger i Folketinget, vil fremover repræsentere Centrum-Demokraterne i Folketinget. Dermed er CD tilbage i Folketinget med et enkelt mandat efter seks års pause.

Louise Frevert skal sammen med CD's nye partiformand, Ben Haddou, løfte opgaven med at få partiet ind i Folketinget igen efter et folketings-valg. Foreløbig arbejder partiet på at samle underskrifter nok til at stille op ved valget. Louise Frevert forlod i maj Dansk Folkeparti, som hun anklagede for at være topstyret.

Det skete, efter at partiet havde sendt hende på orlov fra Folketinget. Den tvungne pause kom, efter at hendes hjemmeside beskrev muslimer som kræftbylder og islam som fascistisk.

På et pressemøde i dag, hvor CD-formanden præsenterede sit nye medlem, sagde Louise Frevert, at hun i dag har de samme holdninger, som da hun var medlem af Dansk Folkeparti.

"Jeg har ikke en kritisk indgang til islam. Jeg har en kritisk indgang til islamisme og alt, hvad der er fundamentalistisk," sagde Louise Frevert. Samtidig søgte hun at lægge luft til de sider af DF's politik, som hun ikke selv havde været ordfører for, og erklærede, at hun genfinder sine synspunkter på kultur, skole og ligestilling hos CD.

CD's partiformand, Ben Haddou, kender Louise Frevert fra Københavns Borgerrepræsentation og karakteriserede hende som "loyal, flittig, taktisk og dygtig".

"Det er en gevinst for CD, Louise Frevert og for dansk midterpolitik," sagde Ben Haddou.

Det nye medlemskab af CD kræver, at Louise Frevert lægger EU-modstanden fra DF-tiden på hylden. Til gengæld er der udsigt til, at CD under det nye makkerpars ledelse rykker til højre i udlændingepolitikken, som under den tidligere partiformand Mimi Jakobsen var meget human.

"Vi markerede os måske ikke klart og tydeligt," sagde Ben Haddou, der karakteriserede den hidtidige politik som passiviserende.

"De, der vil deltage aktivt i det danske samfund, skal have en hånd. De der ikke vil, har vi et stærkt retssystem til at tage sig af," sagde Ben Haddou. CD er imod 24-års reglen, men vil beholde den, indtil Folketinget kan indføre strengere straf for at arrangere tvangsægteskaber.

CD har indtil videre samlet 14.000 af de knap 20.000 underskrifter, der skal til for at blive opstillingsberettiget ved et kommende folketingsvalg. Arbejdet med at samle underskrifter vil nu blive fremskyndet, oplyste Ben Haddou.