Nyheder

K-ordfører kræver EU-afstemning

Danskerne skal til folkeafstemning om den kommende EU-traktat. Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra politisk ordfører hos de Konservative, Pia Christmas-Møller.

Hun bakkes op af SF, der i Folketinget præsenterer et beslutningsforslag om en folkeafstemning.

Det skriver Berlingske Tidende.

"Det er sådan i Danmark, at vi kun kan få en debat om EU, når vi holder folkeafstemninger. Det er ærgerligt," siger Pia Christmas Møller.

Demokratisk problem

"Alle giver hinanden håndslag på, at vi skal diskutere EU - men det sker jo aldrig. Det er et demokratisk problem, og demokratiet er først på gal kurs, når politikere begynder at blive bange for vælgerne," siger ordføreren forud for weekendens konservative landsråd.

Indtil videre siger regeringen intet, før traktaten er en realitet, og den er blevet vurderet af Justitsministeriet.

Sidstnævnte skal undersøge, om den flytter suverænitet - og sker det, så siger Grundloven, at den skal til afstemning. Men Pia Christmas-Møller vil have den til afstemning uanset hvad.