Søger selvmordsbombere til Danmark
Militante islamister med tilknytning til al Qaeda har forsøgt at hverve villige selvmordsbombere til et angreb mod Danmark, på internettet. Det skriver Nyhedsavisen.
Hvervekampagnen fandt sted kort tid inden dansk politi anholdt otte terrormistænkte i Storkøbenhavn. Angrebet, der hverves til, skulle være en hævn for Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.
Det afslører det anerkendte ameri-kanske SITE Institute i en rapport ifølge avisen.
SITE Institute overvåger islamistiske hjemmesider og fandt beskeden om Danmark på hjemmesiden al-Ekhlaas' debatforum, der kræver en adgangskode.
"Allah er stor"
På siden stod der blandt andet:
"Her registrerer vi selvmordsbrigaden, som er på vej mod Danmark (...) Jeg beder jer om at registrere jeres navne for at sprede frygt blandt det danske folk og vise det, hvor højt vi elsker Allahs budbringer (...) Det vil være mig en ære at være den første selvmorder."
Beskeden er fra en islamist, der kalder sig Abu al Bara'a al-Dosri og hævder at være tilknyttet al Qaeda.
Flere personer har meldt positivt tilbage. En skriver:
"Jeg ønsker at få den ære at hævne vores elskede Muhammed (...) Brug mere tnt (sprængstof, red.), og gør detonatoren dobbelt så stor. Allah er stor."
Jakob Scharf, chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), har ikke ønsket at udtale sig om hjemmesiden over for avisen.