Karen J. ønsker liberale værdier

Sidste år meldte hun sig ud af Social-demokraterne. Nu er hun social- og ligestillingsminister i VK-regeringen og ser kampen for de liberale friheds-værdier som en "hovedopgave".

"Jeg mener, at en hovedopgave i den tid, vi lever i, er at kæmpe for de liberale frihedsværdier. Det gælder ikke mindst kvinders vilkår og lige-stilling. Det er fuldstændig afgørende for, at vi bliver ved med at have et lige så godt samfund de næste 10-20 år frem i tiden," sagde Karen Jespersen, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) præsenterede hende som ny minister.

Indtil 2001 var hun minister i Poul Nyrup Rasmussens SR-regering. Nu er hun tilbage i Socialministeriet. Ikke som socialdemokrat, men som medlem af partiet Venstre, og det har hun det efter udsagn "utroligt godt med".

"Jeg oplever, at jeg fuldstændigt grundlæggende står for de samme ting, som jeg hele vejen igennem har stået for. Nøgleordet for mig er ordet sammenhængskraft. Hovedopgaven i de kommende år bliver at holde sammen på Danmark," sagde Karen Jespersen.

På Amalienborg Slotsplads lagde statsminister Anders Fogh Rasmussen vægt på, at han kender Karen Jespersen som "et stærkt, socialt engageret menneske".

"Hun har altid kæmpet for kvinders rettigheder og ligestilling. Derfor er det naturligt, at Karen Jespersen nu er ligestillingsminister," sagde statsministeren.