Nyheder

"Stening" af betjent på gymnasium

Rektor Ejnar Ritterband fra Det frie Gymnasium på Nørrebro i København afviser, at det Frie Gymnasium under-viser i at kaste brosten mod politiet.

  • Ifølge Ritzau stoppede politiet i fredags elever i at øve stenkast mod en papfigur, der skulle ligne en politibetjent, da skolen holdt idrætsdag i Fælledparken i København.
  • Siden har Venstres kommende leder på Københavns Rådhus, Pia Allerslev, taget sagen op:
  • "Det er fuldstændigt uacceptabelt, at elever fra Det frie Gymnasium har fået undervisning i brostenskast."

Ifølge Ejnar Ritterband var der dog hverken tale om undervisning eller kast med brosten mod en betjent.

"Det var en selvironisk spøg, hvor der blev kastet brosten mod mælkekartoner og vandballoner mod noget, der kunne tolkes, som en karikaturtegning af en politibetjent," siger han til Ritzau.

Vil have Haarder ind i sagen

Pia Allerslev har varslet, at hun vil have undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at gå ind i sagen.

Ritterband understreger, at det var eleverne og ikke lærerne, der havde arrangeret aktiviteterne. Han er også uenig i, at politiet skulle have stoppet aktiviteten.

"En betjent kommer forbi og spørger en lærer, hvad der foregår. De får en god snak og bliver enige om, at det er en sjov og selvironisk aktivitet. Læreren tilbyder at stoppe aktiviteten, hvis politiet vil have det. Det vil betjenten spørge sin overordnede om, så læreren giver ham sit telefonnummer, så politiet kan ringe tilbage. Men det sker ikke," siger han.

Det frie Gymnasium har siden rydningen af Jagtvej 69 lagt lokaler til Ungdomshuset mandagsmøder.