Nyheder

NA's vælgere siver tilbage til R

Mens Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen i Ny Alliance fortsat må notere vælgerfrafald, går det stik modsat for de Radikale, skriver Berlingske Tidende.

En ny Gallupmåling, som Berlingske Tidende har fået foretaget, viser, at Ny Alliance står til beskedne 4,5 pct. af stemmerne, eller hvad der svarer til otte mandater - en halvering på to måneder i en tilsvarende måling. I samme periode er de Radikale gået støt frem og ville kunne inkassere 7,4 pct. af stemmerne, hvis der var valg i morgen.

Ekspert: Manglende politik et problem

I Ny Alliance tager man faldet i væl-gerskaren med sindsro.

"Det er fint nok. Jeg tror, der er mange, der afventer vores politiske udspil i slutningen i august, og det synes jeg er en klog afventning. Der var meget storm til at starte med og en nyhedsværdi. Det gjorde, at vi stod meget højt, men vi har aldrig selv troet, at de tal var reelle," siger Anders Samuelsen.

Ifølge valgforsker og professor ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen har Ny Alliance da heller ikke grund til at frygte, at de ikke når de to pct. Men at partiet endnu ikke har fremlagt særlig meget politik, er ved at blive et problem, mener Goul Andersen.

Hos de Radikale ser man fremgangen, siden Margrethe Vestager blev formand, som udtryk for en succesfuld ny strategi og en politik, som folk forstår: Det vi siger, er, at en ny regering skal være uafhængig af Dansk Folkeparti. Det er til at tage og føle på," siger næstformand Morten Østergaard.