Nyheder

Dræberbakterie på dansk sygehus

En ny farlig superbakterie har ramt patienter på Nordsjællands Hospital i Hillerød, skriver Ekstra Bladet.

Bakterien, klebsiella pneumoniae ESBL, blev opdaget, da tre kræftpatienter i juni pludselig fik høj feber. Siden er 14 andre patienter blevet smittet med bakterien, der blandt andet kan give urinvejsinfektioner og lungebetændelse. Patienterne blev straks isoleret.

Bakterien udgør ingen risiko for raske personer, men den kan gøre svækkede patienter syge. Bakterien kostede for nylig to svenskere livet i Uppsala.

Klebsiella pneumoniae ESBL er resistent over for de fleste typer antibiotika. Derfor er den ekstrem svær at behandle. Den mest udbredte smittevej for bakterien er gennem håndkontakt, men den kan også smitte via tøj og eksempelvis dørhåndtag.