Nyheder

Stjerne i gigantisk eksplosion

Astronomer har fundet den indtil nu største supernova. Den fødtes i en gigantisk eksplosion, da en stjerne 150 gange større end solen eksploderede. Det oplyser den amerikanske rumfartsadministration NASA.

Supernovaer dannes, når stjerner har opbugt deres eget brændstof og kollapser.

Ifølge NASA udstrålede den eksploderende stjerne et lysglimt, der er 50 mia. gange mere kraftigt end sollyset.

GY?

Supernovaen kaldes SN 2006 gy og blev opdaget i september. Men det er først nu, at NASA fortæller om opdagelsen.

Den skete 240 millioner lysår fra Jorden i en galakse, der kaldes NGC 1260. Nok kan 240 millioner lysår lyde langt borte, men i verdensrummet er det relativt nær Jorden.

Kongen blandt stjerner

"Af alle eksploderende stjerne er dette kongen," siger Alex Filippenko, der er astronom på NASA, og som observerede fænomenet i september.

Det enestående lysshow stod på i 70 dage og kunne observeres fra både NASA's rumbaserede observatorium Chrandra X-ray som fra optiske teleskoper på Jorden. Nu 200 dage senere er supernovaen temmelig svækket, men den lyser stadig lige så kraftigt som en normal supernova, når den stråler kraftigst, siger Nathan Smith University of California i Berkeley.

Supernova tæt på Jorden

En anden Astronom fra Berkeley, David Pooley, siger, at der er sandsynlighed for, at en anden stjerne meget tættere på Jorden, vil eksplodere hvilken som helst dag fra nu og de næste 50.000 år. Den befinder sig 71 kvadrillioner kilometer fra Jorden (En kvadrillion er 1 fulgt af 24 nuller).

Eksplosionen vil ikke true jorden, men lysglimtet vil være så stærkt, at folk på den sydlige halvkugle vil være i stand til at læse avis midt om natten under åben himmel, siger han.