Nyheder

Svævetog lokker ikke minister

En rejsetid fra København til Århus på 25 minutter lyder fristende. Men trans-portminister Flemming Hansen (K) anser det ikke som realistisk at overveje, om magnetsvævetog kunne være en del af fremtidens infrastruktur i Danmark.

Det er Schiller Instituttet, der står bag forslaget. Det vil koste 150 mia. kroner plus en ny Storebæltsbro over Samsø til 40 mia. kroner. Men for de 190 mia. kroner ville Danmark få landets største byer knyttet tæt sammen. Rejsetiden fra Aalborg til København ville for eksempel være 45 minutter.

Flemming Hansen skriver i et svar til Folketingets Trafikudvalg, at Tyskland tidligere har undersøgt muligheden for at binde Hamburg og Berlin sammen med magnetsvævetog, men det var for dyrt i forhold til fordelene.

"Når det på de givne præmisser ikke kunne betale sig at etablere projektet mellem to så store metropoler, som Hamburg og Berlin, anser jeg det ikke for aktuelt at beskæftige sig med en indførelse af teknologien her i landet," skriver transportministeren.