Nyheder

Isbjørneungen Knut får lov at leve

Et rent ramaskrig opstod blandt Berlins børn, da tyske aviser skrev, at isbjørneungen Knut måske skulle aflives, fordi han aldrig ville kunne blive en ordentlig isbjørn.

Knut blev forladt af sin isbjørnemor kort efter fødslen den 5. december sidste år og er siden da blevet opfostret af en ny "forælder" - dyrepasseren Thomas Doerflein.

Bliver aldrig en ordentlig isbjørn

Flere dyreværnsforeninger har dog været bange for, at lille Knut skulle knytte sig for meget til sin menneskelige "far" og derfor aldrig blive en "rigtig" isbjørn.

"Han kommer til at dø lidt hver gang hans plejer forlader ham, og han ikke får lov til at følge med," siger Wolfram Graf-Rudolf, som er leder af dyrehaven i Aachen.

"Derfor bliver man nødt til at lade bjørnen dø," tilføjer han.

Længe leve Knut

Men de udsigter har altså skabt drama blandt de tyske børn, som i går demonstrerede foran Berlins Zoologiske Have. Børnene, der havde samlet sig, havde blandt andet lavet plakater, hvor der stod slagord som: "Knut skal leve", "Knut, du er så sød" og "Knut, du er så god for os."

Og det virkede. Nu er Knut reddet fra den giftsprøjte, som ellers var i vente.

Indtil videre får Knut lov til at være Berlins lille maskot, men om to år skal han flyttes til en anden dyrepark, fordi hans mor Tosca ikke vil vide af ham.

Men indtil da gør Berlins Zoologiske Have alt de kan for at trække folk til isbjørneburet.

Blandt andet kan sultne børn nu mæske sig i en "Knut-tallerken", som kort og godt er en fiskefilet med pommes frites og lidt grøntsager. Selvsagt er der også Knut-krammedyr til salg i gavebutikken.