Nyheder

Cirkuselefanten er reddet

Elefanter og søløver vil fortsat fylde manegerne i de danske cirkusser. Det forudser cirkusbranchen og en ledende dyreekspert, selv om justitsministeren efter fire års stilstand igen har sat fokus på brugen af vilde dyr i cirkus.

Justitsminister Lene Espersen (K) vil have sikkerhed for, at dyrene behand-les forsvarligt. Derfor har hun få dage før sæsonpremieren nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge, om fremvisning af vilde dyr helt skal forbydes i cirkus, og om det kun skal være tilladt at bruge "danske husdyr" som heste, hunde og katte.

Men både Cirkusdirektørforeningen og formanden for den nye arbejdsgruppe, professor Peter Sandøe, mener, at der er plads til at fremvise vilde dyr i danske cirkus i fremtiden.

"Jeg skal være forsigtig med at udtale mig på forhånd, men der er sket en positiv udvikling, og elefanterne står jo ikke længere i fodlænker, men går frit på græs. Jeg tror stadig på, at der vil være vilde dyr i cirkus, bare det kan ske forsvarligt. Det er også udgangspunktet for arbejdsgruppens arbejde," siger Peter Sandøe, der også er formand for Dyreetisk Råd.

Cirkusfolket er selv positivt over for klare regler for transport og opstaldning af dyrene. Og man har heller ikke noget imod dyrlægekontrol, når cirkusserne kommer til et nyt sted, siger Klaus Jochumsen, der er talsmand for Cirkusdirektørforeningen.

Brugen af vilde rovdyr i danske cirkus har været ulovlig siden 1962, hvorimod andre eksotiske dyr som elefanter, kameler, zebraer eller søløver har kunnet fremvises på dispensation.

I den kommende cirkussæson har de tre store cirkus, Cirkus Arena, Cirkus Benneweis og Cirkus Dannebrog alle elefanter på programmet. Desuden har Cirkus Arena et søløvenummer.

"Der er ikke nogen som cirkusfolk, der elsker deres dyr. Vi lever af dem, men også med dem. Hver gang vi kommer til en ny plads, får dyrene vand, før direktøren får kaffe," siger Klaus Jochumsen.

Justitsministeriet har undersøgt retstilstanden i otte andre EU-lande. I Belgien, Holland, Storbritannien og Tyskland må man under visse betingelser vise vilde dyr uanset dyreart. Derimod er det helt eller delvis forbudt at fremvise vilde dyr i Østrig, Norge, Sverige og Finland.

Kontorchef Torben Jensen fra Justitsministeriet oplyser, at der ikke er sat dato for, hvornår arbejdsgruppen skal komme med en anbefaling med henblik på en eventuel lovændring.