Nyheder

Årets dummeste dødsfald præmieret

Traditionen tro blev der igen i år uddelt priser for de dummeste dødsfald verden over i 2006 - det skete ved de såkald-e Darwin Awards, som hvert år uddeles af amerikaneren Wendy Northcutt efter en afstemning på internettet.

"Vi hylder forbedringen af den menneskelige arvemasse ved at ære dem, der uheldigvis ekskluderer sig selv... og dermed sikrer, at den næste generation er én idiot mindre", lyder formålsparagraffen.

Kvalt i heliumballon

Årets vinderbegivenhed 2006 fandt sted i juni måned i Florida i USA, hvor to 21-årige studerende blev fundet inde i en tom heliumballon, der havde været brugt som reklamesøjle.

De to havde hevet den 2,5 meter brede ballon ned og var kravlet ind i den - muligvis fordi helium får menneskestemmer til at lyde sjove.

Når mennesker indånder ren helium, får hjernen imidlertid ingen ilt, og det dør man af, nærmest uden at opdage det.

De to studerendes sidste ord var en usammenhængede fnisen i et højt toneleje.

To andre dødsfald får desuden hædrende omtale.

Drageflyvning i tordenvejr

Det ene fandt sted den 19. marts, hvor en 26-årig mand i Belize i Mellemamerika satte en drage op i tordenvejr.

Som line brugte han en kobbertråd i et forsøg på at eftergøre Benjamin Franklins legendariske eksperiment.

Det lykkedes imidlertid ikke at få lynet til at slå ned i dragen - til gengæld ramte den en højspændingsledning, og det elektriske stød slog den 26-årige ihjel.

I en kommentar til ulykken sagde den 26-åriges far efterfølgende, at sønnen var elektriker og burde have vidst bedre.

Ødelagde raket med hammer

Det andet spektakulære dødsfald, som får hædrende omtale, fandt sted i august i Brasilien, hvor en mand forsøgte at splitte en panserværnsraket ad ved at køre over den i sin bil.

Det virkede imidlertid ikke, så han tog i stedet en forhammer i brug.

Det virkede - men eksplosionen dræbte manden, ødelagde seks biler og det værksted, hvor manden arbejdede.

Politiet fandt efterfølgende 14 raketter i en parkeret bil i nærheden, og ifølge ordensmagten ville manden sandsynligvis sælge metallet fra raketterne som skrot.