Nyheder

FN langer ud efter Cheminova

FN opfordrer Cheminova og alle andre kemivirksomheder til øjeblikkeligt at stoppe salget af det omstridte stof methyl parathion, skriver Politiken.

Brasilianske landarbejdere er i høj risiko for at blive forgiftet og i værste fald dø af sprøjtemidlet, som den danske kemivirksomhed Cheminova netop er begyndt at sælge i Brasilien. Stoffet topper listen over verdens mest farlige sprøjtegifte og er ikke tilladt i Danmark og en række andre EU-lande. FN kritiserer Cheminova for at udsætte fattige og lavtuddannede bønder for fare.

"Den slags meget giftige kemikalier er for farlige til at blive brugt. Det er ganske ofte fattige, dårligt udstyrede landarbejdere, der anvender dem. De er ikke tilstrækkeligt uddannet, og det er umuligt at bruge det rette beskyttelsesudstyr i tropiske egne, fordi det er for varmt," siger Mark Davis fra FN's landbrugsorganisation FAO og koordinator af organisationens program for farlige kemikalier.

ATP er medejer

Mange danskere er i realiteten medejere af Cheminova, fordi to af virksomhedens største aktionærer er Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP). FN's opfordring får nu ATP til at overveje, om de skal stramme kravene til, hvad Cheminova må sælge.

"Kritikken fra FN er en ny oplysning, som vi ser med stor alvor på. Og det vil vi straks tage kontakt til Cheminova om," siger aktiechef i ATP, Claus Wiinblad.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra rektor på Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen. Han er formand for universitets forskningsfond, som er hovedaktionær i Cheminova.

Miljøminister Connie Hedegaard (V) kritiserede søndag Cheminovas giftsalg, og den kritik breder sig nu på Christiansborg.

Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo kalder Cheminovas opførsel uansvarlig, og SF's miljøordfører Steen Gade vil have miljøministeren i samråd for at få overblik over de muligheder, der er for at presse Cheminova.

Derudover foreslår Steen Gade en stor høring, hvor Cheminova inviteres til at debattere sit salg af farlige stoffer.

Cheminovas direktør Bjørn Albinius afviser, at virksomheden gør noget galt.