Nyheder

Cheminova overvejer giftsalg

Cheminova tager mandag kontakt med FN's fødevareorganisation, FAO, efter at en ledende FAO-embedsmand har opfordret den danske kemikoncern til at droppe salget af den omstridte sprøjtegift, methyl parathion. Hvis opfordringen er FAO's officielle holdning, så vil Cheminova udfase produktionen og salget af sprøjtegiften hurtigere end allerede planlagt," siger Cheminovas koncerndirektør, Bjørn Albinus.

Han understreger, at Cheminova vil holde sig inden for de spilleregler, FAO og branchen har aftalt - en såkaldt code of conduct.

"Hvis FAO mener, at vi ikke er i overensstemmelse med den code of conduct, så bør vi reagere på det. Og det vil vi gøre," siger Bjørn Albinus.

Cheminova vil også invitere miljøminister Connie Hedegaard (K) og Folketingets miljøudvalg på besøg i hovedsædet ved Thyborøn for at fortælle om udfasningsplanerne og håndteringen af salget af produktet i i alt 11 lande.

Sprøjtemidlet bruges i dyrkningen af soja og bomuld. Det sælges hovedsageligt i USA, og slet ikke i Danmark.