Nyheder

Hungersnød truer Nordkorea

Ifølge FN's udsending i Nordkorea, Vitit Muntarbhorn, lider Nordkorea af "kritisk fødevaremangel" og menneskerettighederne i landet overtrædes systematisk det lukkede land. Samtidigt betegner Muntarbhorn Nordkoreas missilaffyringer og landets atomprøvesprængning 9. oktober som "spild af ressourcer".

"Der er kritisk mangel på fødevarer på grund af oversvømmelser i juli og august. De ressourcer, som bliver brugt på våben, ville være meget bedre givet ud, hvis de gik til fødevarer," sagde Muntarbhorn.

En million døde

Samtidig betegner Muntarbhorn menneskerettighedssituationen i landet som "grusom".

FN kritiserer blandt andet Nordkorea for at internere handicappede, og for at udsætte kvinder for vold, kvindehandel og seksuelle forbrydelser.

Op igennem 1990'erne menes omkring en million nordkoreanere at være døde af sult, som følge af fejlslagen høst.

FN's fødevareprogram WFP har problemer med at arbejde i Nordkorea dels fordi, der mangler penge til fødevarer og dels fordi, det nordkoreanske styre ikke vil lade organisationen færdes frit i landet.