Nyheder

'Stjerne' volder astronomer hovedbrud

Et nyt objekt på stjernehimlen volder astronomerne hovedbrud: Objektet ligner en supernova - en stjernes særdeles voldsomme eksplosion - men kan tilsyneladende ikke være en sådan.

Nu håber forskerne, at nye observationer af objektet i og uden for det synlige lysspektrum kan kaste lys over sagen.

Supernova

Supernova:Der findes groft sagt to måder, stjerner kan blive supernovaer på.

En massiv stjerne kan have opbrugt sit 'brændstof' og ophøre med at skabe fusionsenergi. Det fører til at stjernen kollapser under sin egen gravitation og eksploderer meget kraftigt og lysstærkt. Store dele af stjernens materiale vil blive slynget ud i rummet.

Den anden måde involverer en stjerne, som er en kold og lyssvag hvid dværg. Denne hvide dværg trækker til stadighed materiale fra en større ledsagestjerne til sig. På et tidspunkt har den hvide dværg trukket så meget materiale til sig, at den bliver ustabil og voldsom kerneeksplosion er resultatet. Igen bliver store dele af stjernens materiale slynget ud i rummet.

Denne sidste supernova betegnestype 1A.

At disse begivenheder kaldes 'supernova' skyldes, at eksplosionerne fra Jorden tager sig ud som om en ny, kraftig stjerne er opstået ('nova' er latin og betyder 'ny'). Der er altså ikke tale om nye stjerner, men kraftige eksplosioner, afslutninger på stjernes livscykler.

Det skriver det videnskabelige magasin New Scientists netudgave.

Opdagelsen blev gjort 22. februar af en gruppe forskere på jagt efter meget fjerne supernovaer i det tidlige univers. De såkaldte type 1A-supernovaer er så ensartede, at de kan bruges som såkaldte standardlys af astronomerne. Forskergruppen ledte netop efter 'standardlys' for ad den vej at kunne sige noget om universets udvikling, fortid og struktur.

Umiddelbart lignede det nyfundne objekt da også en supernova, men nærmere studier viste, at objektet ikke rigtigt passede med det, forskerne vidste om supernovaer: Det bestod ikke af de grundstoffer, supernovaer består af.

Passer ikke rigtigt

Tilsyneladende dominerer grundstoffet kalcium i det spektrum af lys, forskerne opfanger fra objektet. At dømme ud fra dette har objektet en rødforskydning på 0,54 og burde derfor befinde sig 5,5 milliarder lysår fra Jorden. Holder grundlaget for denne kalkulation, er der imidlertid to problemer: Objektet lyser mere end én størrelsesklasse for kraftigt til at kunne være en supernova af typen 1A - og der er ikke den forventede værtsgalakse for supernovaen på stedet.

Tilmed var objektet mere end 100 dage om at nå den maksimale lysstyrke. Det harmonerer heller ikke med supernovaerne, der gerne er 20 dage om at nå maksimum, efter at stjernens eksplosion er indledt.

Kyle Dawson fra Lawrence Berkely National Laboratory i Californien fortæller til NewScientist.com, at man fandt objektet ved hjælp af rumteleskopet Hubble et sted i stjernetegnet Bootes, hvor man knap en måned tidligere ikke så noget som helst. Med den lysstyrke, objektet nåede op på, må det have øget lysstyrken med en faktor 200.

Astronomer bryder lige nu deres hjerner over, hvad det mon kan være for et objekt: "Det kunne være en art galaktisk variabel [stjerne], en supernova eller en kvasar. Men ingen af disse muligheder giver mening," siger Dawson.

Rødforskydning

Rødforskydningvil i fysik og astronomi sige, at synligt lys forskydes i retning af den røde ende af spektret. Det sker ved, at lysets bølgelængder forøges, fordi de udsendes af et objekt - en stjerne, en galakse, en kvasar - der bevæger sig væk fra betragteren.

Et lignende fænomen kendes for lyd: En ambulances sirene forekommer at lyd dybere, når ambulancen kører væk fra iagttageren. Dette lydfænomen kaldes Dopplereffekten.

Spændende objekt

Ligesom objektet ikke rigtigt ligner en supernova, ligner det heller ingen kendt kvasar - tilmed er Dawson og hans kolleger ikke en gang sikre på, at objektet overhovedet befinder sig uden for vor egen galakse.

"Det er et meget spændende objekt," mener Stefan Immler. Han er fra det amerikanske rumagentur NASAs Goddard Space Flight Center i Maryland, og han udelukker ikke, at objektet kan vise sig at være en supernova.

Hans overvejelse går på, at universets udvidelse kunne strække supernovaeksplosionen, sådan at det normale 20 dages-forløb tager sig ud som et forløb over 100 dage. Det kræver en rødforskydning på 4, hvilket betyder, at objektet vil 12 milliarder lysår borte og dermed en begivenhed fra tiden blot 1,5 mia. år efter universets opståen ved Big Bang.

Dermed måtte objektet være en mere end særdeles kraftig supernova. Immler mener, at stjerner så unge som 1,5 mia. år efter Big Bang ville blive til supernovaer på en anden måde, end de kendte, senere stjerner. Grunden er, at disse unge stjerner indeholder langt færre tunge grundstoffer, end de senere supernova-stjerner.

Absorptionslinier

Absorptionslinierogemissionlinierer henholdsvis fraværet af bestemte bølgelængder og overvægten af bestemte bølgelængder i et lysspektrum fra f.eks. en stjerne, en galakse eller en supernova.

Nogle grundstoffer, atomkerner og molekyler absorberer fotoner med et bestemt energiniveau. Det fører til fravær af lys ved en bestemt bølgelænge i et spektrum. De absorberede fotoner kan derefter enten genudsendes ved en ny, specifik bølgelængde, eller blive udsendt over et bredt spektrum af bølgelængder. Udsendes de ved en bestemt bølgelængde, er der tale om en emissionslinie.

Disse absorptions- og emissionslinier i et lysspektrum er en art "fingeraftryk" af bestemte grundstoffer og molekyler og bruges af forskere til at bestemme f.eks. sammensætningen af en stjerne eller en supernova.

Da linierne er sådanne fingeraftryk, kan de også bruges til at afsløre en nyfunden supernovas rødforskydning, da fingeraftrykket rødforskydes sammen med lyset fra eksplosionen.

Lige nu sætter Dawson sin lid til, at flere observationer vil give videnskaben svaret på, hvad det er han og hans kolleger har opdaget: "Vi håber, at [lys-]spektret [fra stjernen] vil udvikle sig og vi så kan se nogle karakteristiske træk, som vi kan genkende," forklarer Dawson til NewScientist.com