Nyheder

Lærer-boss scorer syv mio. kr.

Direktør i Lærerstandens Brandforsik-ring (LB), Svend Emil Nielsen, fik i 1998 en god rabat, da han købte en af Frederiksbergs største villaer af sin arbejdsgiver, skriver Jyllands-Posten.

Huset videresolgte han i sommer med en fortjeneste på 6,9 mio. kr., hvorefter han flyttede ind i en lejlighed tæt på Rådhuspladsen i København, ligeledes ejet af lærernes forsikringsselskab.

Det viser en gennemgang af de tre sene-ste handler med huset, som avisen har foretaget.

Villaen blev i 1994 solgt til LB, som installerede Svend Emil Nielsen i huset. Det fik karakter af direktørbolig.

LB betalte dengang 2,85 mio. kr. Selv om ejendomspriserne på Frederiksberg i de følgende år steg markant, kunne direktøren i 1998 købe huset for 2,6 mio. kr.

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) er fortørnet over oplysningerne.

Som et første skridt har han bedt Finanstilsynet om at se LB efter i sømmene. Forude venter et muligt lovindgreb.

"Jeg troede, at forsikringsbranchen havde lært noget af Codan-sagen. Men hvis det er sådan, at man ikke kan rette ind efter nogle fælles regler om udlejning af lejligheder, er jeg klar til at gå ind og lovgive", siger ministeren.