Nyheder

S advarer mod børnehaver for rige

Socialdemokraterne advarer mod at dele danske børn i A- og B-hold, med A-holdet på luksusbørnehaver for rige forældre.

"Daginstitutionsområdet får det økono-misk ringere og ringere, og samtidig åbner man for, at forældre med mange penge og ressourcer kan få en særligt lækker vuggestue og/eller børnehave til deres barn. Det er jeg imod", si-ger socialordfører Mette Frederiksen (S og kalder udviklingen "uhyggelig".

Hidtil har der været et loft over for-ældrebidraget i private børnehaver. Det blev fjernet 1. oktober med stemmer fra VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

"Loven ændrer ikke ved, at alle børn er lige. Men hvis en gruppe forældre ønsker noget andet for deres børn, skal der være mulighed for det," mener familieordfører Martin Henriksen (DF). Han tror ikke, at fjernelsen af loftet fører til luksusbørnehaver.

Birgit Elgaard, formand for Pædagogernes Landsforening (BUPL) frygter som Socialdemokraterne at lovændringen netop vil betyde luksusbørnehaver for de rige.

"Forældrene har igennem årene set nedskæringerne, og de ved godt, hvilken vej det bærer hen ad med institutionerne. Forældrene ønsker selvfølgelig det bedste for deres børn," forklarer Birgit Elgaard.

JydskeVestkysten skriver, at Daginstitutionernes Landsforening har fået ca. 80 henvendelser fra interesserede, der vil starte privat børnehave.