Nyheder

Dansk satellit frygtes tabt

De studerende ved Aalborg Universitet er ved at opgive håbet om atter at få kontakt til studentersatellitten SSETI Express, der blev opsendt i sidste uge.

Satellitten fik efter en vellykket start problemer med strømforsyningen. Nu kan folkene bag projektet blot håbe på, at strømforsyningen helt sætter ud. Så kan satellitten formentlig klare sig på sine solpaneler.

Problemet for satellitten er opstået i forbindelse med en kortslutning i den italiensk producerede strømforsyning.

"Vi håber nu på, at strømforsyningen helt vil brænde over og blive afbrudt på grund af varme. Men det er et meget lille håb," erkender Jens Dalsgaard Nielsen, leder af studentersatellitprogrammet ved Aalborg Universitet.

Han vurderer, at det i givet fald vil skulle ske inden for en til to uger.