Nyheder

S fortsætter med at miste stemmer

Ifølge en meningsmåling lavet for TV 2/NYHEDERNE af Megafon er det tilsyne-ladende endnu ikke lykkedes S at vinde nye stemmer i valgkampen.

Således ville 26,7 pct. af vælgerne sætte kryds ved S, hvis vi skulle til stemmeurnerne nu mod 27,5 pct. lige før valget blev udskrevet. Ved valget i 2001 stemte 29,1 pct. på S.

Venstre er gået tilbage fra 33,8 pct. til 32,5 pct. i valgkampens første uge, men ligger fortsat over resultatet fra sidste valg hvor partiet fik 31,2 pct. af stemmerne.

Socialdemokraternes leder Mogens Lykketoft afviser at lade sig standse af sløje meningsmålinger:

"Socialdemokraterne tror ikke på meningsmålinger, vi tror på argumenterne. Nu vil vi ud i landet og afdække al det spin og manipulation," siger Lykketoft til TV 2/NYHEDERNE.

Historisk svært

Ifølge Politiken har det aldrig set mere sort ud for Socialdemokraterne.

"Det er næppe set før, at man skal indhente så meget", siger samfundsforsker på Aalborg Universitet Johannes Andersen.

SF og R går frem

Målingen er godt nyt for SF og R, der begge fortsætter en positiv tendens.

Bedst ser det ud for De radikale, der har vundet tre procentpoint af stemmerne i forhold til sidste valg, mens SF har 0,7 procentpoint flere.

Kristendemokraterne, CD og Dansk Folkeparti har ikke vundet så stor tilslutning som ved seneste valg.

Henholdsvis 12 og 14 pct. er i tvivl om deres partivalg, eller ønsker ikke at svare.