Nyheder

Al Qaeda lokker unge med videofilm

Terrornetværket al Qaeda forsøger at lokke unge danske muslimer til hellig krig gennem makabre videofilm, der viser muslimske mujahedineres drab på russiske soldater i Tjetjenien, skriver Jyllands-Posten.

Filmene produceres af Azzam Publica-tions i London, og ifølge den tidlig-ere terrormistænkte dansk-marrokkaner Said Mansour er filmene blevet populære blandt unge muslimer i Danmark. Said Mansour anslår, at over 1.000 danske muslimer har set filmene, som han også selv har solgt fra en boghandel i Brønshøj.

Said Mansour kender flere danske muslimer, der er draget i hellig krig, efter de har set videofilmene fra Azzam Publications.

"Det er vigtigt, at muslimer i hele verden ikke glemmer, hvad der er sket i fortiden mod muslimer, og hvad der sker lige nu. Filmene skal dokumentere kampen mod islams fjender, og derfor viser filmene også drab på russiske soldater. Muslimer skal hjælpe hinanden og beskytte ummahen (det muslimske samfund), hvis den bliver angrebet. Jeg kender mange muslimer i Danmark, der er taget af sted for at beskytte ummahen, hvor den bliver angrebet," siger Said Mansour til avisen.

Også den danske Guantanamo-fange Slimane Hadj Abderrahmane, så filmene i moskeen på Grimhøjvej i Århus, og han besluttede sig derefter at blive hellig kriger i Tjetjenien, fortæller han i sin bog.

Azzam Publications leder, Babar Ahmed, blev arresteret for to måneder siden af de amerikanske myndigheder.

Han mistænkes for at finansiere Al Qaida-aktiviteter gennem Azzam Publications.