Nyheder

Opfindelse kan fjerne salmonella

En dansk opfindelse kan fjerne 99,9 pct. af alle salmonellabakterier i slagtede svin.

Svinene desinficeres i et særligt anlæg med 72 dampdyser, der udsender 100 grader varm vanddamp i tre sekunder. "Vanddampen ledes via et elektrostatisk felt direkte hen på grisen og ind i alle kroge," siger Ulrik Rubow, kemiingeniør og en af opfinderne. Den korte tid gør, at kødet ikke bliver kogt.

Anlægget skal produceres af virksomheden Roxytron i Aalborg. Slagterier verden over er interesserede.

Ikke blot salmonellabakterierne fjernes. Også campylobakter, coli, listeria og mange andre ubehagelige bakterier går til i processen, der også kan anvendes på fjerkræslagterier.