Sådan er Folketinget sat sammen

16x9

Det nyeste parti i Folketinget, Alternativet, rykker ind som gruppen med den højeste gennemsnitsalder af alle Folketingets partier.

Hos Alternativet ligger gennemsnitsalderen på 48,4 år, men De Konservative har den laveste gennemsnitsalder i gruppen, nemlig på 40,2 år.

Samtidigt stiller Alternativet med det nye folketings ældste medlem, nemlig Ulla Sandbæk på 72 år. Hun er ét af blot tre medlemmer over 70 år, og overhaler lige akkurat Folketings-veteraner som Marianne Jelved (71) og Bertel Haarder (70).

Ulla Sandbæk selv er dog heller ingen politisk novice, idet hun har 15 års erfaring fra Europaparlamentet, hvor hun fra 1989 til 2004 repræsenterede først Folkebevægelsen mod EU og siden Junibevægelsen.

- Erfaringerne fra Europaparlamentet betyder, at jeg ikke skal ind og bevise en hel masse. Politisk betyder det også, at jeg har forhandlingserfaring, og det får vi brug for. Det bliver vigtigt at identificere, hvor vi kan få indflydelse hos en blå regering, der på mange områder ligger langt fra os, siger Ulla Sandbæk selv.

Hun tror selv, at alderen betyder, at hun kan tage sin tid i Folketinget mere afslappet end andre:

- Jeg behøver i hvert fald ikke tænke på at skulle genvælges, siger hun.

Klik dig igennem grafikken og bliv klogere på Folketingets sammensætning. Artiklen fortsætter under grafikken:

Syv unge under 30
Mens der altså er tre Folketingsmedlemmer over 70 år, så er der syv ”unge” under 30. To socialdemokrater (Simon Kollerup 29, Christian Rabjerg Madsen 29), tre fra Dansk Folkeparti (Jeppe Jakobsen 26, Peter Kofod Poulsen 25, Tilde Bork 21), en SF’er (Jacob Mark 21) og en konservativ (Mette Abildgaard 26).

Yngst er Tilde Bork fra Dansk Folkeparti på 21 år, der bliver det femte-yngste folketingsmedlem, der nogensinde er valgt. Hun er dog ikke nogen politisk novice, idet hun allerede er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland og har været kandidat til Europaparlamentet.

Færre kvinder, flere mænd
Også på et andet område skiller Ulla Sandbæk, Tilde Bork og 65 andre Folketingsmedlemmer sig ud – nemlig som kvinder. Andelen af kvinder i det nyvalgte Folketing er nu lavere end før valget. Nemlig 37,4 procent nu mod 39,1 procent før valget.

Radikale indtager her en særposition, idet det er det eneste parti med en overvægt af kvinder. Partiets folketingsmedlemmer er fem kvinder og tre mænd. Det er en kvinderepræsentation på 62,5 procent. Den laveste andel af kvinder finder man i Venstres gruppe, der består af 9 kvinder og 25 mænd. (Det er 26,5 procent kvinder).

Personlige stemmer 2015: Top 10

Tallene i parentes er stemmer fra 2011. I Søren Gades tilfælde er det fra 2007, hvor Gade sidste gang stillede op. Tallet for Uffe Elbæk er de stemmer, han fik som kandidat for de Radikale ved valget i 2011.

  1.  Kristian Thulesen Dahl (Dansk Folkeparti) 57.371 stemmer (27.393 i 2011)
  2. Helle Thorning-Schmidt (S) 42.412 (33.564 i 2011)
  3. Johanne Schmidt-Nielsen (EL) 40.725 (47.002 i 2011)
  4. Lars Løkke Rasmussen (Venstre) 33.393 (56.286 i 2011)
  5. Søren Gade (Venstre) 28.916 (23.993 i 2007)
  6. Pia Kjærsgaard (DF) 26.583 (46.131 i 2011)
  7. Mette Frederiksen (S) 24.486 (21.847 i 2011)
  8. Nicolai Wammen, Socialdemokratiet: 21.152 (32.119 i 2011)
  9. Anders Samuelsen (LA) 20.565 (11.805 i 2011)
  10. Uffe Elbæk (Alternativet) 18.796  (2.373 for de Radikale i 2011)