Må V gå solo? Sådan er det gået danske et-parti-regeringer

16x9

Det kan blive en lang sommer for Lars Løkke Rasmussen (V), der i disse dage kæmper en stædig kamp for at finde opbakning til hans kommende borgerlige regering.

Men med et styrket Dansk Folkeparti, et marginaliseret og såret Konservative og et Liberal Alliance, der ikke ser ud til at have ministerambitioner i denne omgang, peger flere politiske eksperter nu på, at den mest sandsynlige udgang er, at Venstre vil forme en mindretalsregering baseret udelukkende på partiets egne 34 mandater.

Læs også: Politisk redaktør: - En ren Venstre-regering ser ud til at blive den meste operative mulighed, som Lars Løkke Rasmussen har

Et skrøbeligt fundament for en regering, der i så fald må søge støtte til alle politiske udspil, der bliver sendt til afstemning i folketingssalen.

Men det vil ikke være første gang, at en regeringsleder kaster sig ud i et sololøb. Faktisk har vi siden Anden Verdenskrig haft 11 regeringer, der kun bestod af et enkelt parti.

Læs også: Langballe: Det ligner en smal Venstre-regering

Klik dig gennem nedenstående tidslinje og dan dig et overblik over, hvordan Danmarks tidligere mindretalsregeringer har klaret sig.

Tidslinje: Sådan er det gået Danmarks et-parti-regeringer
1945
7. november
Knud Kristensens V-regering (38 mandater)
Polfoto
Venstre vandt valget efter krigen, men det blev en smal V-regering, da Det Radikale Venstre ville ikke sidde i regering med Konservativt Folkeparti, og John Christmas Møllers (C) dårlige forhold til Knud Kristensen spændte også ben for en VK-regering.
Selvom Knud Kristensens Venstre kun havde 38 mandater lykkedes det at stable mange frugtbare forlig på benene i efterkrigstiden, men det blev Knud Kristensens forslag om at indlemme Sydslesvig i Danmark, der fik Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, DKP og Retsforbundet til at sende statsministeren et mistillidsvotum. Partierne ville have Venstre til at udnævne en ny statsminister.
I stedet udskrev han valg godt to år inde i sin regeringsperiode.
1947 – 13. november
Hans Hedtofts S-regering (57 mandater)
Polfoto
Selvom valget gav regeringspartiet Venstre yderligere 11 mandater lykkedes det ikke at bruge medvinden til at danne en ny bredere regering, da Det Radikale Venstre stadig ikke ville samarbejde med en regering under Knud Kristensen. Han måtte derfor træde tilbage, og forhandlingerne fortsatte herefter, og uoverensstemmelserne mellem partierne var så store, at den sidste reelle mulighed var, at Socialdemokratiet med Hans Hedtoft dannede en soloregering med partiets 57 mandater.
Knap tre år efter udskrev Hans Hedtoft et nyt valg, da man måtte opgive at nå til enighed med resten af Folketinget om nye afgifter og restriktioner på udenrigshandlen. Venstre og Konservative overtog regeringen frem til 1953.
1950
30. september 1953
Hans Hedtofts 2. regering (61 mandater)
Danmarkshistorie.dk
1953 markerede en gylden æra for Socialdemokratiet, der fik 61 mandater ved valget efter Erik Eriksens VK-regering. I 1955 overtog H.C. Hansen nøglerne til statsministeriet, da Hans Hedtoft døde.
Socialdemokraternes første soloregering fuldførte de fire år og blev afløst af en bred regering bestående af Det Radikale Venstre og Retsforbundet i 1957.
1960
29. september 1964
Jens Otto Krags socialdemokratiske soloregering (76 mandater)
Polfoto
Efter Jens Otto Krag havde stået i spidsen for en regering med Det Radikale Venstre måtte S erkende, at det ikke var muligt efter valget i 1964, da R var gået tilbage ved valget.
Derfor dannede Socialdemokraterne en mindretalsregering med støtte fra De Radikale.
2. november 1966 udskrev statsministeren valg, da S havde mistet mange vælgere til SF, men det lykkedes blandt andet på grund af splittelse i den borgerlige blok at genvinde magten.
Krag indledte til trods for sin tidligere uvilje forhandlinger om et regeringssamarbejde med SF med de berømte ord: "man har et standpunkt, til man tager et nyt", men S fortsatte som mindretalsregering med SF som støtteparti. Tilsammen udgjorde de to partier ’Det røde kabinet’ indtil 1968.
1970
11. oktober 1971
Jens Otto Krags 2. soloregering (70 mandater)
Danmarkshistorie.dk
Efter valget kunne hverken den tidligere VKR-regering eller oppositionen etablere et flertal. R forsøgte at lokke S med i Hilmar Baunsgaards regering, men forgæves, og spændingen blev først udløst, da et færøsk mandat var nok til at danne en mindretalsregering. Igen med støtte fra SF.
Da Jens Otto Kragh trådte tilbage efter en EF-afstemning i 1972 tog Anker Jørgensen over i statsministeriet.
19. december 1973
Venstre går solo efter jordskredsvalg – (22 mandater)
Polfoto
Valget blev udskrevet 8. november 1973, da formanden for det nyetablerede parti CD, Erhardt Jakobsen, udeblev fra en afstemning og dermed var skyld i, at regeringen ikke kunne danne flertal.
Valget er siden blevet kendt som jordskredsvalget, og det politiske billede blev forrykket markant efter en lang årrække præget af de fire store partier. De oplevede alle stor tilbagegang ved valget som især gik ud over Socialdemokratiet, der mistede en fjerdedel af mandaterne.
Antallet af partier blev fordoblet og regeringsforhandlingerne bar præg af det, da hverken S-SF eller VKR kunne skabe et flertal.
I sidste ende måtte Anker Jørgensen (S) gå af som statsminister, og en Venstre-mindretalsregering med Poul Hartling som statsminister, støttet af CD, Kristeligt Folkeparti, De Konservative og De Radikale, trådte til.
13. februar 1975
Anker Jørgensens æra begynder – (53 mandater)
Polfoto
Hartlings 22 mandater viste sig at være for tyndt et grundlag, og regeringens offentlige besparelser og indgreb overfor lønstigninger var ikke populære i befolkningen, der demonstrerede mod regeringen med 100.000 samlet foran Christiansborg.
Hartling udskrev valget kun et år inde i sin regeringsperiode og mistede statsministerposten til Anker Jørgensen til trods for, at Venstre gik markant frem.
Anker Jørgensens regering måtte dog indse, at den ikke kunne opnå bredt forlig om en bekæmpelse af arbejdsløshed i 1977, og han valgte at udskrive valg to år før valgperiodens udløb på grund af gunstige opinionsmålinger.
Anker Jørgensens S-regering blev herefter afløst af den historiske S-V-regering i 1978.
26. oktober 1979
Anker Jørgensen igen-igen (68 mandater)
Danmarkshistorie.dk
Samarbejdet mellem S og V blev aldrig en succes blandt andet på grund af uenigheder om fagbevægelsens krav til regeringen. Derfor udskrev Anker Jørgensen valget i september 1979.
En fortsættelse af S-V regeringen kom ikke på tale og en regering af Socialdemokratiet og De Radikale blev vanskeliggjort af SF’s modvilje mod den radikale indkomstpolitik. Resultatet blev derfor en Socialdemokratisk mindretalsregering under Anker Jørgensens ledelse.
1980
30. december 1981
Anker Jørgensen (S) (59 mandater)
Danmarkshistorie.dk
Den socialdemokratiske mindretalsregerings forslag om at tvinge pensionskasser til at investere i erhvervslivet var ikke populært i Folketingets hverken hos de borgerlige eller midterpartierne. Forslaget blev dog alligevel fremsat men fældet af et alternativt forslag fremsat af Det Radikale Venstres leder Niels Helveg Petersen, der blev vedtaget uden om regeringen.
Anker Jørgensen valget herefter at udskrive valg kun to år efter seneste valg.
Selvom S gik tilbage ved valget måtte partiet fortsætte i spidsen for en ny mindretalsregering, da SF og De Radikale stadig var for langt fra hinanden.
Anker Jørgensen måtte efter et år dog indse, at den parlamentariske situation ikke var bæredygtigt og i 1982 tog De Konservatives Poul Schlüter over i spidsen for Firkløverregeringen med CD, Venstre og Kristeligt Folkeparti.

Kilde: Aarhus Universitet/Danmarkshistorien.dk