SE HELE LISTEN: Markante profiler ude af Folketinget

Folketingsvalget er overstået, og som så ofte før bliver det hele gjort op i vindere og tabere.

Alternativets store indtog på borgen kostede dyrt i SF og Radikale, hvor flere store profiler må vinke farvel til Folketinget. Afgående ministre fra det sidstnævnte parti ryger dermed under optællingen af personlige stemmer, og de får ikke genvalg.

Men det er ikke kun hos rød blok, at store profiler ikke kommer ind i til næste valgperiode. Venstre mister blandt andet partiets integrationsordfører og en tidligere minister er også røget ud.

Samtidig må en række af de kandidater, der ikke allerede sad på Christiansborg, også se deres drøm briste og konstatere, at det ikke blev i denne omgang, at de opnåede valg.

TV 2 har herunder samlet en oversigt over nogle af de største profiler, der ikke fik et sæde i Folketingssalen.

DE ER UDE HOS BLÅ BLOK:

Lars Barfoed
Lars Barfoed Foto: Scanpix

Martin Geertsen (V)
Martin Geertsen får ikke genvalg til Folketinget. Venstres integrationsordfører tabte på de personlige stemmer i Københavns Storkreds til bl.a. Jan E. Jørgensen.

Peter Christensen (V)
Efter 14 år i Folketinget får V-politikeren ikke genvalg trods udsigten til en blå regering. Venstres tilbagegang i Sønderjylland koster tidligere skatteminister Peter Christensen pladsen, formulerede han selv på Facebook.

Tina Nedergaard (V)
Tina Nedergaard lykkedes ikke med at blive genvalgt til folketinget. Den tidligere undervisningsminister oplyser det på sin Facebook - hun tabte til Karen Ellemann og Morten Løkkegaard.

Jakob Engel-Schmidt (V)
Sidste år mistede Morten Løkkegaard sin plads i Europa-Parlamentet efter et dårligt Venstre-valg, men han fik sendt folketingsmedlem og tidligere VU-formand Jakob Engel-Schmidt ud af Folketinget i kampen om Venstres sidste mandat i Københavns Omegns Storkreds.

Mads Rørvig (V)
Innovationsordfører hos Venstre, Mads Rørvig, oplyser, at han ikke bliver genvalgt til Folketinget. Han stillede op i Vestjyllands Storkreds, hvor Venstre også gik tilbage.

Mike Legarth (K)
Konservative fik ingen mandater i Sydjyllands Storkreds, og dermed må Mike Legarth vinke farvel til Folketinget, som han var været medlem af siden 2007. De Konservative udtalte på valgdagen, at de frygtede at miste stemmer på grund af en fejl på stemmesedler i tre sydjyske kommuner, hvor Mike Legarth som spidskandidat ikke stod øverst på stemmesedlen.

Lars Barfoed (K)
Konservatives tidligere formand Lars Barfoed bliver ramt af partiets tilbagegang på landsplan. Partiet mister sit ene mandat i Københavns Storkreds, og dermed er det farvel til Barfoed, der stillede op på Frederiksberg. Medlem af Folketinget 2001-2015.

Thyra Frank (LA)
Hun blev klappet frem på valgaftenen af sine partifæller, men alligevel taber hun målt på personlige stemmer til Christina Egelund.

Rød blok

Sareen er færdig i folketinget
Sareen er færdig i folketinget Foto: Scanpix

Carsten Hansen (S)
En afgående S-minister kommer ikke ind, da Carsten Hansen sendt ud af Folketinget. Ministeren for by, bolig og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde mistede pladsen til Julie Skovsby på Fyn.

Ole Hækkerup (S)
Selv om Socialdemokraterne gik frem ved valget, må partiets udlændingeordfører se langt efter en plads i Folketinget. Ole Hækkerup har oplyst på Facebook, at han ikke er blevet genvalgt.

Manu Sareen (R)
Manu Sareen bliver ikke genvalgt til Folketinget. Den Radikale politiker og afgående ligestillingsminister taber den direkte duel om et mandat i Københavns Storkreds til Ida Auken.

Rasmus Helveg (R)
Der var på forhånd spået tæt kamp i Sjællands Storkreds, da De Radikales tilbagegang stod klart. Og den kamp tabte afgående klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen til Zenia Stampe, har han selv oplyst.

Camilla Hersom (R)
Uden fynske mandater mister De Radikale endnu en profil, da Camilla Hersom ikke bliver genopstillet til Folketinget.

Özlem Cekic (SF)
SF mister to mandater i Københavns Storkreds, og det gik blandt andet ud over Özlem Cekic. Pia Olsen Dyhr fik det eneste SF-mandat i kredsen. Cekic har været medlem af Folketinget siden 2007.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
SF’s tilbagegang ved valget betyder, at partiet i Sydjyllands Storkreds går fra to til nul mandater. Dermed må partiets retsordfører Karina Lorentzen forlade Folketinget, hvor hun har siddet siden 2007.

Annette Vilhelmsen (SF)
På Fyn kæmpede den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen for at blive i Folketinget. SF's mandat gik dog til Karsten Hønge - også kendt som "vikaren fra helvede".

Steen Gade (SF)
Et andet offer for SF's tilbagegang er veteranen Steen Gade, som det ikke lykkedes at sikre genvalg i Vestjyllands Storkreds. Medlem af Folketinget siden 1981, og han fortæller til TV 2, at han ikke vil genopstille igen.

Trine Mach (SF)
SF's tilbagegang koster Trine Mach og Meta Fuglsang fra Sjællands Storkreds en plads i Folketinget. Pladsen går til blot 23-årige Jacob Mark.

Rosa Lund (Ø)
Enhedslisten fik 14 mandater ved torsdagens valg, og folketingsmedlemmet Rosa Lund er dermed eneste blandt de 15 øverste på partilisten, som ikke har opnået valg. Medlem af Folketinget 2011-2015.

DEN GIK IKKE - Kandidater der ikke blev valgt:

Mads Holger
Mads Holger Foto: Scanpix

Mads Holger (K)
Det blev ikke til en plads i Folketinget for debattøren Mads Holger, og ikke nok med det, så kan han nu også stå foran en eksklusion af partiet. Det fortæller partisekretær hos De Konservative, Søren Vandsøe, til TV 2. Årsagen er Mads Holgers gentagne kritik af partiet, som han blandt andet har kaldt en døende patient.

Charlotte Bircow (LA)
Den tidligere fitnessdronning Charlotte Bircow meddelte i april, at hun stillede op som kandidat for Liberal Alliance i København Omegns Storkreds, men det blev ikke til valg i denne omgang.

Yahya Hassan (løsgænger)
Det lykkedes ikke for Nationalpartiet at samle nok godkendte vælgererklæringer inden valget, og Yahya Hassan, der i stedet var opstillet som løsgænger i Østjyllands Storkreds, opnåede kun 937 personlige stemmer. Det var langt fra nok til en plads i Folketinget.

John Erik Wagner (løsgænger)
Det blev heller ikke til valg for "sheriffen fra Amager", John Erik Wagner, der vakte opsigt i valgkampen med sin valgplakat, hvor han optrådte kun iført cowboyhat og pistolhylster

Valget i tal

Danmark har 1.389 valgsteder. Det mindste valgsted er Mandø i Esbjerg Kommune, hvor 34 vælgere kan stemme, mens Tinghallen i Viborg er det største valgsted med 22.364 vælgere.

I alt 4.143.344 vælgere, som har bopæl i Danmark, kan stemme. Yderligere 3.258 udlandsdanskere kan også stemme. Antallet af vælgere er steget med 66.692 siden 2011.

Vælgerne kan sætte kryds ved 799 kandidater. Langt de fleste er opstillet for de 10 opstillingsberettigede partier, mens 16 er opstillet som løsgængere. SF og Venstre opstiller flest – de to partier har begge 93 på stemmesedlerne, mens Konservative har 55. Kandidaterne er gennemsnitligt 46 år gamle, lidt ældre end den gennemsnitlige dansker, der er 41,1 år. 

Hele herligheden ventes at koste 100 millioner kroner. Det er ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet prisen for valget i 2011.