Her er nattens sejrs- og taber-taler: Rørt Thorning takkede af

Valgresultatet betyder, at det bliver Lars Løkke Rasmussen, der nu skal lede forhandlingerne om en kommende regering. Men alt er ikke lutter idyl for Lars Løkke og Venstre, der fik sit dårligste valgresultat i 25 år, og det har da også været et par hårde år for partiet – og ikke mindst Venstre-formandens familie, som han derfor også fandt tid til at takke:   

- For ikke bare har det været en hård tid for Venstre. Det har, må jeg ærligt sige, også været lidt af en hård tid for mig selv. Og der har det været et privilegie at kunne finde støtte i Danmarks sejeste familie, lød det blandt andet i hans tale til Venstres valgfest – se det i videoen øverst.

- Virker som bitre tabere
At Lars Løkke Rasmussen igen kan sætte sig i statsministerstolen, skyldes ikke mindst Dansk Folkeparti, der med 21,1 procent af stemmerne blev Danmarks anden største parti. DF-formand glædede sig over det gode resultat og stak lidt til De Radikale, som havde svært ved at acceptere valgresultatet, kommenterede han:

- De kommer til at virke som lidt bitre tabere i forhold til ”æh, bæ, buh”. Altså helt ærligt, valget er afsluttet nu, sagde Thulesen Dahl blandt andet møntet på De Radikales kommentarer til valget, og du kan se hele hans stikpille her:

Uffe Elbæk kan dårligt tale
En anden af valgets store vindere er Alternativet, og formand Uffe Elbæk kunne da heller ikke skjule sin store glæde, efterhånden som de gode resultater tikkede ind i løbet af aftenen.

Dét bemærkede Natholdet, der fulgte valgaftenen på tæt hold, og Breinholt spottede blandt andet et interview til TV 2 NEWS, hvor den overvældede partiformand dårligt nok gav mening:

- Jamen, ej men ej, men det, det er, øh hvad hvad, eller… Hvor er det crazy det her, mand, lød Uffe Elbæks ’svar’ på et spørgsmål fra Stéphanie Surrugue, som du kan se herunder:

Samuelsen modtaget som helt: Må fælde en tåre
En anden af valgets vindere er Liberal Alliance, der fik 13 mandater, fire mere end ved sidste valg. Partiformand Anders Samuelsen blev da også modtaget som lidt af en helt ved Liberal Alliances valgfest, hvor han måtte fælde en tåre.

- Kære alle sammen. Vi har været på en ufattelig rejse. Vi har haft det ufattelig sjovt, vi har arbejdet benhårdt. Og vi har været med til sammen at skabe en liberal bevægelse. Det har vi gjort sammen, lød det blandt andet fra Anders Samuelsen i sin tale, som du kan se herunder:

Rørt Thorning: Vi vandt valgkampen, men tabte valget
På trods af et godt valg til Socialdemokraterne betød fordelingen af mandaterne mellem rød og blå blok, at Helle Thorning-Schmidt må forlade statsministerposten.

- Vi gik til valg på at styrke det Danmark, vi kender. Det har været den bedste kampagne. I aften rakte vores indsats ikke så langt, som vi håbede. Vi vandt valgkampen, men tabte valget, lød det efterfølgende fra en rørt Thorning.

Hun meddelte samtidig, at hun trækker sig som formand for Socialdemokraterne, og du kan se hele talen herunder:

Stig Grenov kommer til at sove som en baby
Med kun 0,8 procent af stemmerne lykkedes det ikke for Kristendemokraterne at komme i folketinget, og formand Stig Grenov var selv sagt skuffet og ked af valgresultatet.

- Jeg tror, jeg kommer til at sove som en lille baby i nat. Jeg vil græde, jeg vil vågne, og jeg vil græde, og jeg vil vågne, lød det fra Grenov, som stadig havde overskud til et smil – se mere i videoen herunder:

Valget i tal

Danmark har 1.389 valgsteder. Det mindste valgsted er Mandø i Esbjerg Kommune, hvor 34 vælgere kan stemme, mens Tinghallen i Viborg er det største valgsted med 22.364 vælgere.

I alt 4.143.344 vælgere, som har bopæl i Danmark, kan stemme. Yderligere 3.258 udlandsdanskere kan også stemme. Antallet af vælgere er steget med 66.692 siden 2011.

Vælgerne kan sætte kryds ved 799 kandidater. Langt de fleste er opstillet for de 10 opstillingsberettigede partier, mens 16 er opstillet som løsgængere. SF og Venstre opstiller flest – de to partier har begge 93 på stemmesedlerne, mens Konservative har 55. Kandidaterne er gennemsnitligt 46 år gamle, lidt ældre end den gennemsnitlige dansker, der er 41,1 år. 

Hele herligheden ventes at koste 100 millioner kroner. Det er ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet prisen for valget i 2011.