Her er Enhedslistens 14 medlemmer af Folketinget

16x9
Valgfest hos Enhedslisten på Søpavillionen. Foto: Scanpix

Fra den nuværende folketingsgruppe er det blandt de opstillede kun Rosa Lund, som ikke kommer ind.

Enhedslisten vokser med to mandater i Folketinget efter torsdagens valg, og partiet får seks friske ansigter i gruppen - heriblandt erfarne Søren Søndergaard.

Således har Enhedslisten mere end konsolideret den magt, som partiet erobrede ved det forrige valg i 2011, da man tredoblede antallet af folketingsmedlemmer fra fire til tolv.

Fra 2007-gruppen er kun partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, tilbage, da hverken Per Clausen eller Frank Aaen fra den afgående periode var genopstillet.

Liste Ø får fire nye ansigter med Maria Gjerding, Pelle Dragsted, Jakob Sølvhøj og Eva Flyvholm, mens to kandidater gør comeback, nemlig Søren Søndergaard og Rune Lund.

Blandt de 15 øverste på partilisten er det kun nuværende folketingsmedlem Rosa Lund, som ikke har opnået valg.

I den kommende periode går Enhedslisten fra en rolle som støtteparti til at være i opposition, og her vil partiet ifølge Pelle Dragsted slås for at hjælpe de mennesker "som rammes af Lars Løkke Rasmussens angreb".

- Vi vil forsøge at udgøre den skarpeste opposition til den nye regering. Vi vil forsvare vores velfærd, vores klima og miljø og de grønne fremskridt, der trods alt er skabt, siger politisk rådgiver Pelle Dragsted, som bliver en af de nye i folketingsgruppen.

- Vi vil i særlig grad slå ring om de mennesker, som desværre risikerer at blive ramt af de angreb, som Løkke har varslet i valgkampen.

De øvrige i folketingsgruppen er Christian Juhl, Nikolaj Villumsen, Finn Sørensen, Pernille Skipper, Stine Brix, Henning Hyllested og Søren Egge Rasmussen.

Valget i tal

Danmark har 1.389 valgsteder. Det mindste valgsted er Mandø i Esbjerg Kommune, hvor 34 vælgere kan stemme, mens Tinghallen i Viborg er det største valgsted med 22.364 vælgere.

I alt 4.143.344 vælgere, som har bopæl i Danmark, kan stemme. Yderligere 3.258 udlandsdanskere kan også stemme. Antallet af vælgere er steget med 66.692 siden 2011.

Vælgerne kan sætte kryds ved 799 kandidater. Langt de fleste er opstillet for de 10 opstillingsberettigede partier, mens 16 er opstillet som løsgængere. SF og Venstre opstiller flest – de to partier har begge 93 på stemmesedlerne, mens Konservative har 55. Kandidaterne er gennemsnitligt 46 år gamle, lidt ældre end den gennemsnitlige dansker, der er 41,1 år. 

Hele herligheden ventes at koste 100 millioner kroner. Det er ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet prisen for valget i 2011.