Kaares valg: Nyrup river Anders Fogh Rasmussens bog i stykker

Til tonerne af en flok ellevilde DSU’eres jubelråb udspandt der sig få dage før valget i 2001 en scene, som for de fleste danskere fortsat står klart i erindringen.

Under et debatmøde mellem de to kandidater til statsministerposten Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen i Valbyhallen havde den siddende statsminister Poul Nyrup Rasmussen medbragt et eksemplar af Venstre-formandens bog ”Fra socialstat til minimalstat”.

Nyrup læste undervejs i debatten op fra bogen for at understrege, at den tidligere så liberale Anders Fogh Rasmussen med sin snak om at styrke velfærdsstaten ikke længere stod fast på de værdier, han havde engang.

- Så river vi også den side ud, lød det gentagne gange fra Nyrup, mens han til stor begejstring for sine støtter i salen rev sider ud.

Men trods jublen i salen var stuntet med at rive Anders Fogh Rasmussens bog i stykker langt fra nogen god idé. Sådan lyder vurderingen fra TV 2’s tidligere politiske redaktør Kaare R. Skou.

- Det var jo torskedumt. Når man har en hel flok skrigende folk siddende i salen, så kan det virke morsomt. Men når man ser Nyrup i nærbillede, så virker han jo nærmest forbitret, da han gør det. Det så underligt ud på TV, og man tænkte, ej nu bliver det sku for plat.

Venstre var forberedt
Anders Fogh Rasmussen havde på forhånd lagt afstand til sin bog, der var blevet udgivet otte år tidligere. Og under selve debatten virkede han heller ikke specielt tynget af Nyrups sideudrivninger.

- Jeg skal sandelig love for, det er stærke argumenter, når man ikke har andet at byde på end at rive sider ud af en bog, sagde Venstre-formanden til stor jubel for VU’erne i Valbyhallen.

Ifølge Kaare R. Skou var Anders Fogh Rasmussen og Venstre godt forberedt på, at bogen kunne blive et tema i valgkampen. Og på Christiansborg var det sivet, at Poul Nyrup Rasmussen ville gøre noget i den retning, fortæller han.

- Venstre var i den grad forberedt på, at der ville ske noget. Og de havde på forhånd lagt bogen ud på nettet med understregninger af, at det var de steder, socialdemokraterne elskede at hade. Så hvor der muligvis kunne have været en overraskelseseffekt i det, så udeblev den totalt.

Kaare R. Skou mener, at Poul Nyrups Rasmussens handlinger var et udtryk for, at Socialdemokraterne få dage før valget, hvor Venstre stod til at overtage regeringsmagten, var pressede.

Han tror gerne, at de ville have gjort det om.

- Når man så reaktionen hos vælgerne, der sad der hjemme og så det i fjernsynet, så tror jeg, de fortrød det.

Venstre havde vundet alligevel
Valgresultat under en uge efter debatten i Valbyhallen gav en klar sejr til blå blok, men selvom scenen med statsministeren, der river udfordrerens bog i stykker, siden er blevet flittigt diskuteret, tror Kaare R. Skou ikke, at den havde nogen betydning for udfaldet af valget.

- Fogh havde vundet alligevel, men det var med til at tegne et billede af Nyrup, som ikke var den store debattør, siger Kaare R. Skou.

Anders Fogh Rasmussen dannede efter folketingsvalget regering med Det Konservative Folkeparti og med Dansk Folkeparti som støtteparti.

Hvad er Kaares Valg?

I 'Kaares Valg' giver TV 2's tidligere politiske redaktør, Kaare R. Skou, et tilbageblik på politiske øjeblikke, der på både godt og ondt er blevet en del af Danmarks politiske valghistorie.

Dette historiske tilbageblik er en tilbagevendende begivenhed på valg.tv2.dk hele valgkampen og vil blive publiceret hver dag omkring middag.

67-årige Kaare R. Skou gik på pension efter folketingsvalget i 2011, men holder i dag foredrag om dansk politik Han nåede at arbejde på TV 2 i godt 22 år.