Omskæring af drenge: V støtter Ida Auken - S har en mening efter valget

16x9

Omskæring af drengebørn eller ej?

Det synes at være spørgsmålet for tiden, efter at Radikale Venstres Ida Auken mandag overfor en læge på Facebook gjorde det klart, at hun mener, det bør være frit, om man vil omskære sit drengebarn. 

- Jeg er for den religiøse og kulturelle frihed til at lade sit drengebarn omskære. Mvh Ida, skrev politikeren. 

Det blev startskuddet til en heftig debat om omskæring af drengebørn på de sociale medier. 

Nu viser det sig dog, at en borger én dag tidligere har fået Venstre til at forholde sig til spørgsmålet. 

Således skrev Jeanette Caspersen på Facebook: 

- Inden vi skal stemme, vil jeg rigtig gerne vide, hvilke Venstre-kandidater der vil arbejde for et forbud mod omskæring af drenge under 18 år uden medicinsk begrundelse, så vi kan afslutte det barbari i Danmark. Hvem vil det? 

Hertil svarede Venstre: 

Venstre er ikke klar til at indføre et forbud mod omskæring af drenge. Så længe, der ikke er nogle sundhedsmæssige risici og så længe, det bliver gjort under ordentlige hygiejniske forhold, er vi ikke imod omskæring. 
God dag.
Bh. Venstre.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde. Hun er endnu ikke vendt tilbage. 

TV 2 har derudover været i kontakt med Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen omkring emnet.

- Det har vi ikke noget partisvar på. Det har ikke været et emne i gruppen, siger han og fortsætter:

- Hvis vi kommer i en situation, hvor vi skal have en drøftelse af omskæring af drenge, tager vi den op. 

Og hvordan ville I kunne komme i sådan en situation?

- Forhåbentlig efter valget. Så kan vi diskutere det på gruppemødet. 

Men hvornår?

- Efter valget.

Danskernes Redaktion

Danskernes Redaktion på TV 2 består af ca. 30 studerende fra universiteter i hele landet.

De studerende suppleres af vores sociale medie-desk og har som opgave at overvåge de sociale medier for gode kommentarer, spørgsmål og andre relevante input til valgkampen.

Redaktionen vil agere bindeled mellem TV 2’s brugere, politikerne og TV 2’s flader under hele valgkampen.

Find os på de sociale medier og under hashtagget #tv2valg