Ny måling: S lukker næsten hullet til blå blok

16x9

Socialdemokraternes valgmaskine kører som smurt, hvis man skal tro udfaldet af en meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

Her opnår statsminister Helle Thorning-Schmidts parti den største tilslutning i en Voxmeter-måling siden valget i 2011. Og ikke nok med det. Den røde blok går også samlet set frem og er nu tæt på at lukke hullet til blå blok.

Socialdemokraterne står til at blive landets største parti med en opbakning fra 26,6 procent af vælgerne, mens i alt 49,4 procent af vælgerne ville stemme på et parti i rød blok.

Ved valget i 2011 fik Socialdemokraterne 24,8 procent af stemmerne.

Blå blok fastholder i målingen sit flertal med 50,5 procent af vælgerskarens opbakning.

Målt på mandater bliver det vekslet til 90 sæder i folketinget til blå blok og 85 til den nuværende SR-regering og dens støttepartier.

Målingen er foretaget blandt 1047 repræsentativt udvalgte personer over 18 år i perioden 27. maj til 29. maj. Det var netop 27. maj, Helle Thorning-Schmidt udskrev folketingsvalg.

I Voxmeter-sammenhæng er der tale om den dårligste måling for Venstre siden umiddelbart efter Lars Løkke Rasmussens såkaldte tøjkrise, hvor partiformanden var tæt på at blive afsat på et hovedbestyrelsesmøde 3. juni sidste år.

Venstre står til 20,1 procent af stemmerne - blot 0,1 procentpoint mere end i målingen i juni og langt fra resultatet ved seneste valg, hvor 26,7 procent stemte på Venstre.

De 6,5 procentpoint, der adskiller Socialdemokraterne og Venstre, er samtidig det største forspring til regeringspartiet i en Voxmeter-måling i indeværende valgperiode.

Det hører med til historien, at det procentvise døde løb mellem rød og blå blok blandt andet skyldes, at 1,8 procent vil stemme på Alternativet. Kommer det nye parti ikke over spærregrænsen på to procent, vil de stemmer gå til spilde.

0,5 procent støtter Kristendemokraterne, der peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

I den resterende del af blå blok får De Konservative 3,4 procents opbakning, Liberal Alliance 8,1 procent og Dansk Folkeparti 18,4 procent.

I rød blok står De Radikale til 6,1 procent af stemmerne, mens SF og Enhedslisten får henholdsvis 6,9 og 8,0 procents opbakning.

Den maksimale usikkerhed i målingen er 2,7 procentpoint.

Herunder ser du en graf over rød og blå bloks nuværende popularitet i valgkampen

Danskernes Redaktion

Danskernes Redaktion på TV 2 består af ca. 30 studerende fra universiteter i hele landet.

De studerende suppleres af vores sociale medie-desk og har som opgave at overvåge de sociale medier for gode kommentarer, spørgsmål og andre relevante input til valgkampen.

Redaktionen vil agere bindeled mellem TV 2’s brugere, politikerne og TV 2’s flader under hele valgkampen.

Find os på de sociale medier og under hashtagget #tv2valg