Officielt: Nationalpartiet kaster håndklædet i ringen

For et par dage siden erkendte det nystiftede parti Nationalpartiet, at der nok skulle ske et mirakel, hvis det skulle lykkes at samle nok vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget. Det viste sig at være helt rigtigt.

Fredag morgen gæstede partiets formand, Kashif Ahmad og kandidaten Yahya Hassan, således Go’ morgen Danmark på TV 2, og her fortalte de, at partiet nu helt har opgivet håbet om at nå de nødvendige 20.260 godkendte vælgererklæringer før deadline den 3. juni. På nuværende tidspunkt mangler partiet således fortsat knap 6000.

- Vi må nok erkende, at vi skal have for mange godkendte erklæringer før deadline. Mere end 1000 per dag. Så derfor må vi nu skride til plan B, siger Kashif Ahmad.  

Stiller op som løsgængere
Han stiftede Nationalpartiet for lidt over et halvt år siden sammen med sine to brødre, og siden kom digteren Yahya Hassan til, som var med til at skabe massiv omtale af partiet. Men selvom de faktisk har modtaget omkring 30.000 vælgererklæringer, så er det altså kun knap halvdelen, der er blevet godkendt af Indenrigsministeriet.  

Partiet har derfor nu indstillet sig på plan B: At stille op til valget med syv løsgængere, herunder Kashif Ahmad og Yahya Hassan, som angiveligt stiller op i henholdsvis København og Østjylland. Det kræver kun 150 vælgererklæringer fra den storkreds, man stiller op i, og de skal først afleveres 11 dage før valget.

Ét er dog at stille op, noget andet er at blive valgt ind som løsgænger. Det kræver ca. 20.000 personlige stemmer i en storkreds, og det er kun lykkes for to løsgængere, siden Grundloven blev ændret i 1953. Den ene var komikeren Jacob Haugaard (ved valget i 1994, red.), den anden var Hans Schmidt, der repræsenterede det tyske mindretal i Sønderjylland (ved valget i 1953, red.).

Angriber 'sløj bureaukratisk proces'
De to kandidater er fortørnede over den proces, som de mener ligger til grund for, at Nationalpartiet ikke når at blive opstillingsberettigede.

- Vi har henvendt os til alle de relevante myndigheder, kommuner og ministerier, for at få sat skub i processen, men der er ikke sket noget. Jeg synes, det er skandaløst og sløjt, at et langsomt bureaukrati skal forhindre os i at kunne stille op, siger Kashif Ahmad.

Og Yahya Hassan lægger heller ikke fingrer imellem og siger, at processen er en decideret falliterklæring for demokratiet. 

Se klippet fra Go' morgen Danmark ovenfor.

Danskernes Redaktion

Danskernes Redaktion på TV 2 består af ca. 30 studerende fra universiteter i hele landet.

De studerende suppleres af vores sociale medie-desk og har som opgave at overvåge de sociale medier for gode kommentarer, spørgsmål og andre relevante input til valgkampen.

Redaktionen vil agere bindeled mellem TV 2’s brugere, politikerne og TV 2’s flader under hele valgkampen.

Find os på de sociale medier og under hashtagget #tv2valg