Statsministeren udskriver valg: 18. juni skal du stemme

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har netop udskrevet valg til Folketinget. Danskerne skal til stemmeurnerne torsdag den 18. juni.

- Danmark var i dyb krise, da jeg blev statsminister. I hele landet drejede virksomhederne nøglen om. Budgetterne skred. Vi tabte fem procent af vores velstand. Gode tider var blevet brugt dårligt. Jeg har fra dag et haft et konkret mål - at bringe Danmark ud af krisen. Det er lykkedes. Vi har nu haft vækst i halvandet år i træk. Virksomhederne har gang i hjulene, men vigtigst af alt er over 30.000 kommet i arbejde. Danmark er tilbage på sporet. Vi er ude af krisen. Det er ikke kommet af sig selv. Som nation har vi bidt tænderne sammen. Vi har grund til at være tilfredse, sagde statsministeren på et pressemøde i Statsministeriets spejlsal og opridsede en række af regeringens resultater.

- Det er det rigtige tidspunkt at spørge danskerne om vi skal holde kursen, fastslog statsministeren, der kalder det "en ære" at være danskernes statsminister. 

- Vi vil fortsætte det arbejde, der har bragt Danmark ud af krisen. Der er ikke plads til eksperimenter, tilføjede hun og refererede til Venstres planer om nulvækst i den offentlige sektor. 

Valget, der bliver det 68. valg til Folketinget, skulle afholdes senest 14. september. 

Se selve valgudskrivelsen i videoen herover - og se hele pressemødet herunder:

Du kan også følge dagen for valgudskrivelsen på TV 2 NEWS via TV 2 PLAY.